“Ideologier er blevet dømt ude, men de dukker frem indimellem, og det ser vi gode eksempler på nu, hvor de mere ideologisk rene partier Alternativet, Liberal Alliance og Enhedslisten har fået et godt valg.”
Professor Kasper Møller Hansen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, mener også, at Liberal Alliances og Alternativets ønske om forandringer i det politiske billede, har fanget medgang hos de danske vælgere.
“Alternativets klare visioner bryder med den måde, man er kommet til at tænke politik på i Danmark, hvor regnearksdemokratiet har domineret. Samtidig har LA haft fem klare og simple mærkesager, som de gentager igen og igen. De viser tydeligt, hvor de står, og hvor de vil hen. Det er måske ikke hele pakken af en ideologi, vi ser hos de to partier, men mindre dele.”
De to professorer i statskunstskab mener også at de gamle partiernes tilbagegang, kan skyldes diskussionen om Lars Løkke Rasmussens troværdighedsproblem og Helle Thorning-Schmidts løftebrud, og at dette har påvirket vælgerne til at stemme på fløjpartierne. Udover mistilliden til midterpartierne, har de nye partier også en meget mere åbenlys ideologi og har også et ønske om en hurtigere forandring på de politiske områder.
De gamle partier har stadig den politiske magt i dansk politik, men de taber dogs stadig deres vælgere til fløjpartierne. Ifølge Ove Kaj Pedersen er det på grund af at midterpartierne har et ønske om at reformere velfærdstaten.
“Midterpartierne er pressede af fløjene, der repræsenteres af ’status quo-partierne’, som ikke er en del af centrum-venstre og centrum-højres bestræbelser på at udvikle de rigtige reformer med henblik på at tilpasse Danmark til de eksterne globale betingelser. Socialdemokraterne har været et ’catch all-parti’, et stort folkeparti, der i lange perioder har integreret både en højrefløj og en mere yderligtgående venstrefløj og bøjet dem ind mod midten. Den koalitionsstrategi kollapser nu ved at fløjpartierne selvstændiggør sig. Det er reformvilligheden, der er på spil,”
Den offentlige sektors størrelse er ifølge Ove Kaj Pedersen en af årsagerne til yderfløjspartierne vælgerfremgang.
“Disse grupper har en egeninteresse i at stemme på status quo. Derfor tror jeg, at det især er de offentligt ansatte, eller de, der er afhængige af det offentlige, der splitter sig ud på fløjene, som nogle meningsmålinger f.eks. har vist, at lærerne har gjort efter folkeskolereformen. En af konsekvenserne af, at vi har bygget en stor velfærdsstat, som er blevet forandret så gennemgribende og hastigt, er, at det udmarver mange og skaber utryghed.”
Trods ændringer i det danske vælgerhav, bibeholder midterpartierne stadig regeringsmagten. Dette kan skyldes at vælgervandringerne stort set mærkes inden for rød og blå blok. Der flyttes en del rundt på stemmerne internt hos rød og blå blok, men dog står de generelt lige. Vælgerne, der stemmer på fløjpartier ønsker ikke, at deres parti skal have magten, men vil gerne styre den politiske magt mere i deres retning. Fløjpartiernes indflydelse afhænger af en fornemmelse for om der , at der er stemmer i at hente i fremtiden. Dermed sagt om vælgerne synes at der er brug for de rene ideologiske holdninger til bestemte sager.
Midterpartierne kan derfor blive afhængige af fløjpartierne for at føre den politik de vil følge, og dermed vil fløjpartierne bidrage med stærkere holdninger til det politiske billede og drage politikken i en mere markant retning. “Nok har centrum magten, men det er i stigende grad koalitionspartnerne, der giver tone til reformer,” siger Ove Kaj Pedersen.