Redegøre for den historiske baggrund for euroens oprettelse
Når vi kigger på den historiske baggrund for euroens oprettelse, kan vi gå langt tilbage i historien. Ideen omkring en fælles valuta har nemlig i mange år været på tale, grundlæggende fordi landene med en fælles valuta bliver tæt forbundet med hinanden.
Men kigger vi på hvor de grundlæggende ideer omkring et mere fælles Europa stammer fra, kan vi kigge tilbage på tiden efter anden verdenskrig. I 1950 kæmpede mange af Europas lande om at komme sig over de ødelæggelser som anden verdenskrig forårsagede. Der var derfor ingen der havde interesse i at endnu en krig skulle opstå, og man ville derfor gerne forebygge en potentiel krig. Denne forebyggelse bestod i at oprette det Europæiske Kul – og Stålfællesskab (EKSF), der med deklarationens egne ord ”ville gøre en krig mellem de historiske rivaler Frankrig og Tyskland ikke alene utænkelig, men også umulig”. Tankerne omkring et fælles Europa der sammen kunne sikre vækst kan altså dateres tilbage til efter anden verdenskrig.
Dette var dog bare et af de mange skridt hen imod hvad vi i dag kender som EU. 7 år senere i 1957 blev næste skridt taget, da man underskrev romtraktaten. Romtraktatens formål var at oprette Det Europæiske Økonomiske Fælleskab (EØF), der gjorde at man kunne arbejde mere henimod integration og økonomisk vækst gennem handel. Et fællesmarked blev ved denne traktat en realitet og den frie bevægelighed af:
• Varer
• Personer
• Tjenesteydelser
• Kapital
Blev nu også en realitet.
Romtraktaten var altså med til at lægge grundstenen til et endnu tættere samarbejde mellem nationerne, og igennem dette samarbejde sikre landenes sociale og økonomiske fremgang ved at eliminere handelshindringer og andre hindringer mellem landene.
Det næste store skridt imod et fælles EU, blev taget i 1985, da EF kommissionen fik ny formand, Jacques Delors. Jacques Delors etablerede nemlig samme år det indre marked, der skulle sikre den frie bevægelighed af varer, personer, tjenesteydelser og kapital. De oprindelige versioner i Romtraktaten skulle altså nu indfries.
I 1988 udformede Jacques et vidtgående forslag om gennemførelse af en økonomisk og monetær union (ØMU). Dette skulle ende ud i en fuldstændig samordning af medlemslandenes økonomiske politik med fælles centralbank og fælles mønt ECUen (som var forløberen for Euroen). Forslaget om Den økonomiske og Monetære Union (ØMU) skulle ske i 3 faser.
Første fase indebar, at landenes økonomiske politikker i højere grad skulle samordnes. Landenes centralbanker skulle snakke sammen omkring pengepolitikken, og landene skulle deltage i valutasamarbejdet i Det Europæiske Monetære System.
1991 blev Traktaten om den Europæiske Union i Maastricht vedtaget. Maastrichttraktaten, også kaldt unionstraktaten, indeholdt blandt andet det juridiske grundlag for ØMU’ens anden og tredje fase. Unionstraktaten foreskrev de såkaldte 3 søjler, nemlig ud over ØMUen et retligt samarbejde og et udvidet udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde.
Anden fases formål var at få udviklingen i EU til at blive mere stabil og ensartet. Dette skulle gøres ved, at landene skulle opfylde en række økonomiske krav, som er de såkaldte konvergenskriterier. Disse konvergenskriterier omhandler blandt andet krav omkring prisstabilitet, offentlige finanser, offentlig gæld, detalgelse i ERM II og landets langfristede rentesats.
Tredje fase indebar, at de deltagende lande nu skulle låse deres valutakurser fast og indføre euroen. Samtidig oprettede man Den Europæiske Central Bank. 2002 var året hvor euromønter – og sedler blev indført i euroområdet.
Maastrichttraktaten var altså traktaten der definitivt fik indført euroen i euroområdet, og var den traktat der skabte Den Europæiske Union (EU) som vi kender i dag. Euroen var altså sidste tiltag der skulle til for, at man sikrede en økonomisk sammensmeltning af EU, og dermed skabe fundamentet for en dybere politisk integration i EU.
Delkonklusion
Oprettelsen af euroen var altså en forlængelse af det indre marked, da forskellige valutaer, på grund af kursudsving, vil hindre det frie fælles markeds frie bevægelighed mellem landene. Og det var netop denne frie bevægelighed der skulle sikre de deltagende landes økonomiske og sociale udvikling, samt forebygge bekrigning af hinanden. Den fælles valuta, euroen, har altså smeltet de enkelte landes økonomier sammen, da alle lande har en interesse i at kunne holde euroens værdi, da denne hænger sammen med landets konkurrenceevne og landenes økonomiske forhold. Euroen har altså gjort ideen omkring, at varer og folk frit skulle kunne krydse landegrænser til en realitet, og øget handelen mellem landene i euroområdet.
Analysere hvorvidt eurozonen lever op til kravene til en optimal møntunion.
Når vi skal analysere hvorvidt eurozonen lever op til kravene til en optimal møntunion, kan vi kigge på teorien om optimale valutaområder. Teorien om optimale valutaområder er udarbejdet af økonomerne Robert Mundell og Peter Kenen, og foreskriver hvad der kræves af de deltagende lande, hvis en møntunion skal kunne fungere.
Teorien lyder som følgende:
• Der skal være omfattende handel mellem landene.
• Landene skal følges nogenlunde ad – rent konjunkturmæssigt
• Landene skal reagere på samme måde, hvis der valutaområdet skulle blive ramt af en økonomisk krise.
• Der skal være fri bevægelighed af arbejdskraft mellem landene – altså et fleksibelt arbejdsmarked med fleksibel løndannelse.
• Landene skal have fælles finanspolitisk myndighed, som kan yde økonomisk støtte til områder i krise.
• Landenes konkurrenceevne skal følges ad.
Det er altså disse ting som der skal være i orden, hvis en møntunion skal kunne fungere optimalt.
Jeg vil i min analyse af hvorvidt eurozonen lever op til disse krav fokusere på kravet omkring en fælles finanspolitisk myndighed. Jeg laver denne begrænsning, da det finanspolitiske spørgsmål klart er det mest centrale spørgsmål ved EU lige i øjeblikket.
Kort og godt, kan EU ikke føre finanspolitik, som for eksempel Danmark kan ved hjælp ad statsfinanserne. Dette kan EU ikke af følgende årsager:
• EU´s indtægter og udgifter rækker ikke til at kunne påvirke efterspørgslen. EU’s indtægter udgør nemlig kun cirka 1 procent af unionens BNP.
• EU opkræver ikke skat direkte af borgerne, hvilket er grunden til at de ikke har så store indtægter.
• EU’s budget skal balancere, hvilket vil sige at man ikke kan lave underskud, med det formål at sætte gang i efterspørgslen.
EU’s budget er altså så begrænset at det er umuligt at føre finanspolitik.
Det enkelte land har altså stadig i en vis udstrækning mulighed for at føre sin egen finanspolitik, i den grad også er nødvendigt for det enkelte land, da det er dets eneste mulighed for at kunne skub gang i økonomien igen. Dannelsen af den økonomisk-monetære union medførte nemlig, at det enkelte land ikke kan gøre brug af valutapolitik og pengepolitik.
De enkelte lande har dog ikke frit spil, når de gerne vil gøre brug af finanspolitikken. Dette skyldes at når lande gør brug af lempelig finanspolitik for at skabe beskæftigelse i ens eget land, vil blandt andet importen stige og dermed belaste euroområdets betalingsbalance. Ydereligere vil den øgede inflation, som oftest er finanspolitikkens følgevirkninger, ligeledes påvirke de andre medlemslande. De efterfølgende ulemper vil altså blive givet videre til de andre eurolande.
Man har derfor i EU lavet stabilitetspagten, der sætter nogle krav til hvordan de enkelte landes offentlige budgetter udvikler sig. Dette er blandt andet gjort for at sikre sunde offentlige finanser i medlemslandene. I stabilitetspagten er der en regel der foreskriver, at et underskud ikke må overstige 3% af BNP. Dette gør altså, at det er svært for de enkelte lande at føre en lempelig finanspolitik, da lempelig finanspolitik jo netop er hvor man øger udgifter og sænker indtægterne.
Delkonklusion
Vi kan altså ud fra vores analyse konkludere, at eurozonen ikke lever på til kravene til en optimal møntunion. Dette skyldes den ikke eksisterende fælles finanspolitiske myndighed, som er en central del af en optimal møntunion. Men vi ser dog stadig, at EU på mange måder kan påvirke/have en indvirkning på de enkelte landes finanspolitik igennem blandt andet stabilitetspagten, der sætter de enkelte lande i bås, når der skal føres lempelig finanspolitik.
En uddybelse samt en kort snak omkring de andre krav som heller ikke bliver opfyldt, vil blive fremført til eksamen.
Diskutere hvilke tiltag, der kan blive aktuelle for at sikre euroens overlevelse på sigt.
Lad os kigge på hvilke tiltag, der kan blive aktuelle for at sikre euroens overlevelse på sigt.
Mange økonomer mener at problemet ligger i, at euro-området netop ikke er i stand til at føre en samlet finanspolitik for hele unionen. Og som vi så i analysen er dette en central del af en optimal møntunion. Der kunne derfor stilles spørgsmålstegn ved om EU skal udvikle sig til en føderalstat, hvor de ligesom nu føre den fælles penge – og valutapolitik centralt, skal til at føre finanspolitikken for hele euroområdet. Dette stemmer dog ikke overens med mange af medlemslandene, hvor vi i øjeblikket ser nationalismens indtrængen.
Noget andet som kunne være en mulighed for euroens overlevelse, kunne være at man delte euroområdet op i to dele. Nordeuropa og Sydeuropa. Dette tiltag bliver omtalt, da forskellene på Nord – og Sydeuropa er så store rent økonomisk, at det kunne være en idé at dele EU op. Denne idé kan gøre at kravet omkring at landene skal følges ad rent konjunkturmæssigt bliver opfyldt.
Jeg vil til eksamen uddybe de forskellige tiltag ydereligere.
Konklusion
Vi fandt ud af at euroen var med til at smelte de enkelte lande i Europa sammen, da den fælles valuta fjerner de hindringer der skulle være for den frie bevægelighed af varer, tjenesteydelser, kaptital og personer. Disse fire friheder, var allerede siden afslutningen af anden verdenskrig et mål for mange af de europæiske lande, da disse ville fjerne frygten for krig og skabe en samhandel der øger levestandarden for folket i euroområdet. Ydereligere så vi, at eurozonen ikke lever op til de krav som teorien om en optimal møntunion foreskriver. Dette skyldtes blandt andet at finanspolitikken ikke styres af EU og en række andre foranstaltninger som netop bidrager til at eurozonen ikke er en optimal møntunion. Til sidst fik vi diskuteret mulige tiltag, som bliver nødvendige for at sikre euroens overlevelse. Dette indebar blandt andet muligheden om at EU bliver til en føderalstat og at EU kunne bliver delt op i et Nord – og Sydeuropa.
Bilag
Bilag 1
3. Den franske udenrigsminister, Robert Schuman, forslår dannelsen af en kul- og stålunion d. 9. maj 1950
I mere end 20 år har Frankrig været fortaler for et forenet Europa., Frankrig har altid haft som afgørende mål at tjene freden. Europa blev ikke forenet – vi fik krigen.
Europa skabes ikke med ét slag som en samlet konstruktion; det skabes ved virkeliggørelsen af konkrete tiltag, som skaber en faktisk solidaritet. Samlingen af de europæiske nationer kræver, at det hundredårige modsætningsforhold mellem Frankrig og Tyskland overvindes; projektet angår i allerhøjeste grad Frankrig og Tyskland. Med dette mål for øje foreslår den franske regering, at man straks skrider til handling på et begrænset, men afgørende område. Den franske regering foreslår at placere hele den fransk-tyske produktion af kul og stål under en fælles øverste myndighed i en organisation, der skal være åben for deltagelse for de øvrige europæiske lande. Samlingen af kul- og stålproduktionen vil umiddelbart sikre skabelsen af et fælles grundlag for økonomisk udvikling, et første skridt mod en europæisk føderation, og den vil ændre disse områders skæbne, områder der har været bundet til produktion af våben til de krige, som de gang på gang har været ofre for.
A Gauthier og J.-P. Husson: Histoire Terminales, 1992, s. 40
Bilag 2