Sisse er ung og er i teenageårene. Hun lever et farligt og mærkeligt liv, uden at være bevidst om at det hun gør kan have konsekvenser. Hun glemmer elendigheden og det sørgelige i hendes triste liv på grund af hendes afhængighed af stoffer. Hun tror ikke der findes noget bedre i hendes liv. Hun er skrøbelig, og for svag til at kunne gøre noget ved sit liv. Hun er ensom, og har brug for beskyttelse, og den får hun hos Creepy. Han får hende til at føle sig smuk og interessant. Han beskytter Sisse mod den “virkelige” verden og han får hende til at tro, at Verden drejer rundt om ungdomshuset. Hun er tryg i hans selskab, han passer på hende, giver hende de stoffer, hun har brug for. Men i realiteten dør hun mere og mere indvendigt. Måske får det Sisse til at elske Creepy. Hun søger døden. Stofferne fører hende tættere på døden, alt hvad hun gør, gør hun fordi hun vil i himlen. Hun vil være fri.
Cecilie er Sisses storesøster. Hun prøver at beskytte Sisse. For eksempel beskrives det i novellen: “Jeg ville springe hen og tage fat i hende. Jeg ville putte hende i lommen i min varme dynejakke, bære hende ud herfra og lægge hende i en dukkeseng, vugge hende væk fra denne larm.”´ Cecilie som storesøster føler at det er nødvendigt at være beskyttende overfor Sisse. Men hun opgiver lidt at beskytte hende fordi hun ser hvor galt det er gået for hende og at hun ligesom har rodet sig alt for langt ud i det hun laver, da hun besøger hende i ungdomshuset. Cecilie bliver skræmt af det uhyggelige og barske miljø. Cecilie prøver selv på at leve et forholdsvis almindeligt ungdomsliv trods morens opførsel og svigtende interesse for hende.
Creepy bor i ungdomshuset, og har boet der alt for længe til ikke at kende til andet. Creepy er opmærksomhedssøgende, uintelligent, men snedig på en ret ondskabsfuld måde. Han opsøger opmærksomheden hos de andre unge, og udnytter dem meget. Han har som den eneste i huset et job, og får kokain som betaling. Han giver lidt af det til de andre unge i huset, som en slags bestikkelse. På den måde opnår han respekt fra de andre, og sikrer sig at de kommer tilbage til ungdomshuset. Han har nemlig brug for dem. Som der også bliver forklaret: “Creepy elskede Plexus, men han behøvede os. Det sagde han. Uden de unge i huset har han ikke andet end sin kokain. Han har brug for selskab, og måske ser han dem også som en slags beskyttelse. Han ved at det han foretager sig ikke er det mest fornuftige.” I dette miljø er han ikke er den eneste der er på røven, og at han er ikke alene om at være udskudt. Creepy har en slange, Plexus. Han elsker sin slange højere end noget andet. Der er også en stor lighed mellem Creepy og hans slange. For eksempel bliver en slange for det meste betragtet med respekt, slangen menes at have en høj moral. Slangen føler sig ofte fanget mellem hvad der er ønskeligt, og hvad der er etisk korrekt. Creepy ønsker sig et almindeligt og bedre liv men føler sig alligevel begrænset til at blive hvor han er. For det er hvad han kender bedst. Disse ligheder til Plexus, kunne være årsagen til at han elsker den så højt.
Miljøbeskrivelse:
I novellen beskrives det utrygge miljø meget tydeligt. De unges opførsel overfor hinanden i ungdomshuset er et godt bevis på det utrygge. Deres hjerner er forsvundet, og de bruger tiden primært på stoffer og hash. De har alle opgivet drømmen om et godt liv, og bruger hinandens selskab for ikke at føle sig alene. De ved at de skal dø. Og det skræmmer dem ikke. Naja Marie Aidt konstruerer miljøet som noget ubehageligt. For eksempel beskriver hun kort om ungdomshuset: “Rummene var store og fugtigt kølige, malingen skallede af væggene; løsrevne ord og sætninger stak ud af murværket, sprøjtet på med sort farve. En næsten konstant tone af akustik rungede i de højloftede, tomme værelser.” Det er altså et uvenligt og meget koldt miljø, et meget ubehageligt sted. Og som også forklares, er “huset dystert, opgivende og hermetisk tillukket”. Præcis ligesom de unge i huset. Hjemme hos Sisse og Cecilie er miljøet lige så utrygt, men på en anden måde. Moren har ikke prøvet at opdrage sine døtre, men “hjælper” dem nærmest med at ødelægge deres liv ved at udvise ligegyldighed overfor dem. Hun har en kæreste, Kaj, som ikke er pigernes far. Han er ikke meget opmærksom på den skade som moren har gjort ved Sisse, ved ikke at interessere sig for hende eller Cecilie, og desuden er hans sikkert også ret ligeglad. Moren prøvede for sent at ændre forholdene og har derfor opgivet håbet om “den perfekte familie. For eksempel prøver de at holde jul som en almindelig familie ville gøre, men det lykkedes ikke da Sisse smutter til ungdomshuset. Sisse og Cecilie har ikke haft en særlig nem barndom. Kaj er ikke pigernes biologiske far. Det kan være de aldrig har haft en far. Man kan kun forestille sig, hvordan deres barndom har været, og hvilke af disse dele der muligvis har spillet ind i Sisses problem. At flyve som fuglen, kan også betyde at man opgiver. Altså at man vil flygte og flyve væk fra realiteterne og ignorere, hvad man egentlig godt inderst inde ved er forkert. Et godt synonym på familiens opførsel og væremåde. Moderen er for længst fløjet væk fra ansvaret overfor sine børn, og fortrænger og drukner måske virkeligheden om at hun burde ændre på det inden det er for sent. Sisse er fløjet væk fra familien i håb om at finde noget der er bedre.
Fortællerteknikken er særlig i “Som englene flyver”, fordi der er to forskellige jeg-fortællere, som skiftes til at fortælle. De er samtidigt novellens hovedpersoner. Vi fokuserer på virkningen af de to jegfortællere for synsvinklen. Novellen foregår i 1990’erne Novellen strækker sig fra vinter til sommer
Naja Marie Aidt bruger i flere tilfælde billedsprog. Ord som “sne” – den hvide, blødhed, som vi normalt forbinder med dette ord, skrives i novellen til at betegne kokain. Når hun tager kokain fortæller hun at rusen er som at flyve. Men hun flyver ikke som en fugl, men det kunne være mere som en engel. Sisse prøver med livet og stoffer, dog uden at tænke på konsekvenserne. Creepy er den “slemme fyr”, men alle pigerne i ungdomshuset er vilde med ham.