=
Eksamens nr.: 15
Anslag:
1. Skitser nogle væsentlige forskningsmetodologiske forskelle mellem positivisme og hermeneutik.
Positivismen opstod i 1800-tallet og nøgleordet er naturvidenskab. Inden for positivisme som ideologi beskæftiger man sig ikke med hverken følelser, etik eller religion, man beskæftiger sig med den såkaldte objektive virkelighed, som bygger på empiri – erfaringsbaseret viden. Denne videnskabsteoretiske strømning blev således et stærkt modstykke til de hidtil overnaturlige forklaringer, der lå bag diverse hændelser. Man bevægede sig derved længere væk fra den abstrakte, religiøse tilgang og tænkemåde, og erstattede denne med videnskab af sanselig, erfaringsbaseret, konkret karakter (Collin 2013: 23). Positivisme lægger dermed op til den kvantitative metode.
Hermeneutik betyder i al sin enkelthed ”fortolkning”. Det er en fortolkningstradition med rødder helt tilbage til det antikke Grækenland, hvor der oprindeligt blev taget afsæt i fortolkningen som en metode til at finde den sande mening i en given tekst (Højbjerg 2004: 311).
Hermeneutik har fået sit navn fra den græske gud og budbringer Hermes, som ifølge græsk mytologi videregav bud og befalinger fra guder til mennesker. Hermes gjorde budskabet forståeligt for menneskene, hvorfor hermeneutikken er en refleksion over, hvorledes et udtryk kan overføres fra en verden til en anden (Birkler 2010: 95).
Der skelnes mellem 4 forskellige former for hermeneutik: Den traditionelle, der som navnet angiver er traditionel og ikke som sådan systematiseret, den metodiske, den filosofiske og den kritiske (Højbjerg 2004: 309-310).
Forståelse, udlægning og anvendelse udgør hermeneutikkens tre bærende søjler (Højbjerg 2004: 311). Forståelse er fortolkning og vice versa – de to begreber er uadskillelige. Den metodiske hermeneutik opstod i det 19. århundrede, som følge af at denne blev systematiseret og gjort til en almen fortolkningsmetode, hvor fokus var på forståelse og udlægning. Kendetegnende for den metodiske hermeneutik er beskæftigelsen med skarpe regler for fortolkning, hvorved uhensigtsmæssige misforståelser forebygges og afværges (Højbjerg 2004; 311-312). I det 20. århundrede udvikledes den filosofiske hermeneutik af Martin Heidegger og Hans-Georg Gadamer, som tager udgangspunkt i mennesket som et forstående og fortolkende væsen – fokus ændres fra den metodiske hermeneutik og hvordan vi fortolker til at dreje sig om hvorfor vi fortolker (Højbjerg 2004: 312). Traditionel og filosofisk hermeneutik bruger begge både forståelse, udlægning og anvendelse i deres forståelse af hermeneutik, hvor forståelse repræsenterer ”at forstå noget som noget”, der skal kunne tydes (udlægges/fortolkes) og siden anvendes i praksis (Højbjerg 2004: 312).
Inden for hermeneutik forstås en given teksts helhed ud fra dennes enkeltdele og samtidigt forstås tekstens enkeltdele ud fra helheden. Billedligt talt kan man sige, at der tale om en konstant veksling mellem det at zoome ind og det at zoome ud. Fortolkningen opnås via skift mellem hhv. tekstens og fortolkerens univers (den subjektive). Dermed lægger hermeneutik op til den kvalitative metode – modsat positivismens kvantitative metode (som før nævnt).
Den umiddelbare og øjensynlige forskel mellem hermeneutik og positivisme bunder helt grundlæggende i at man med ”hermeneutiske briller” på tillægger sin tilværelse som menneske mening, hvorved man selv skaber sin virkelighed via fortolkning, hvorfor et menneskes handling kan forklares ud fra en forståelse af meningen, der ligger bag handlingen. Set med disse briller på kan virkeligheden ikke erkendes objektivt, idet forskeren, der måtte udføre et givent forsøg, selv er menneske og dermed subjektiv.
Dette perspektiv afviger fra den positivistiske tilgang til videnskaben, idet man her forsøger at holde subjektet uden for ligningen.
Det er konflikten mellem hhv. positivismens ønske om en fuldkommen objektivitet og fortolkningsfri sansning (Collin 2013: 24), og hermeneutikkens erkendelse af at en sådan fuldkommen objektivitet ikke eksisterer, idet mennesket og det menneskeskabte altid vil være offer for subjektivitet. Kildekritik som faglig metode er et vigtigt led i den hermeneutiske tilgang til et givet emne/en givet tekst, idet kilder er frembragt af mennesker, og et hvert menneske er ”et barn af sin tid”, hvorfor enhver fortolkning må hænge umiskendeligt sammen med dens historiske kontekst – både ift. tekst og fortolker.
Inden for det naturvidenskabelige område er den alment benyttede videnskabsteori ofte positivisme, idet undersøgelsen af fysiske fænomener samt kemiske processor foretages vha. forsøg og eksperimenter – herunder observation og måling af virkeligheden. Det er imidlertid sjældent at man i vores tid ikke blander hermeneutik ind i billedet, da mange tværfaglige samarbejder mellem det naturvidenskabelige og humanistiske (eksempelvis idræt + samfundsfag) kræver en bredere tilgang til emnet, hvor der også tages højde for undersøgelsen af mennesket samt den menneskeskabte kultur.
2. Er skelnen mellem videnstraditioner relevant i idrætsforskningen i dag? Giv nogle gode argumenter for og imod.
Jeg antager, at spørgsmålet har til formål at belyse forskelen mellem videnskabstraditionerne og deres relevans i idrætsforskning i dag, og besvarer spørgsmålet ud fra denne antagelse.
JA:
NEJ:
3. Giv et eksempel på hvorfor det hermeneutiske forståelsesperspektiv kan bidrage med ny viden i idrætsforskningen.
I 1600-tallet opstod hermeneutikken som en metodelære for tekstfortolkning, der oprindeligt blev anvendt i teologiske sammenhænge og til retsvidenskaben på universiteterne. Med oplysningstiden i 1700-tallet, hvor fornuften blev den højeste prioritet, udviklede hermeneutikken sig til et redskab til almindelig tekstfortolkning (Collin 2013: 27). I dag skelner man mellem den metodiske og den filosofiske hermeneutik. Centralt for den metodiske hermeneutik er at opstille fortolkningsregler for at undgå fejlkommunikation. Den arbejder med forståelse og udlægning, og der skelnes ikke mellem forståelse og fortolkning. Den filosofiske hermeneutik udvikledes i det 20. århundrede, og arbejder med hvorfor vi, som forstående og fortolkende væsener, rent faktisk fortolker, modsat den metodiske hermeneutik, som arbejder med hvordan vi fortolker/forstår. Fælles for den metodiske og den filosofiske hermeneutik, er idéen om den hermeneutiske cirkel (Højbjerg 2004: 311-312).
Ifølge Jacob Birkler ligger der en forståelse forud for enhver forståelse – altså en forforståelse, forstås – der nemmest forklares som en forventning eller fordom til eksempelvis en bog, som du endnu ikke har læst. Birkler hævder endvidere, at be- eller afkræftelsen af denne forforståelse spiller en essentiel rolle i at forme den endelige forståelse (Birkler 2010: 94-96). I analogien med bogen, vil forventningerne til indholdet påvirke fortolkningen heraf, og omvendt vil en pludselig ændring af forståelsen af indholdet halvvejs gennem bogen ændre forståelsen af de sider, som du allerede har læst. Forståelsen af enkelte dele påvirker forståelsen af helheden og omvendt, hvorved man i opadstigende cirkelbevægelser (den hermeneutiske cirkel) bevæger sig i retningen af en forbedret helhedsforståelse (Collin 2013: 29). Det hermeneutiske forståelsesperspektiv kan bidrage med ny viden i idrætsforskningen, fordi man qua denne opadstigende cirkelbevægelse og dermed ændring af sin forforståelse kan nå frem til en ny helhed i.e. ny viden.
Med kritikken af naturvidenskabens dominans i slutningen af 1900-tallet, blev samfundsvidenskaberne fremhævet. Det var ikke længere
Dobbelt hermeneutik er et fænomen, der forekommer inden for hermeneutikken, når der eksempelvis forskes i sociale (herunder også idrætslige) forhold. Forskeren må tage hensyn til og erkende, at de sociale aktører ligeså vel som forskeren selv er farvet af egne fortolkninger og forståelser. Der er tale om en dobbelt forståelse, hvor den ene altså har indflydelse på den anden (Højbjerg 2004; 338-339). På denne måde opnår forskeren et mere nuanceret resultat afhængigt af sammensætningen af de respektive sociale aktører, som indgår som en dynamisk del af forskningen.
Et konkret eksempel herpå kan være en observatørs oplevelse af fodbold, uden kendskab til sportsgrenen. Han vil se en flok voksne mænd løbe rundt efter en bold i halvfems minutter og opleve det som værende en fjollet og meningsløs aktivitet, mens en erfaren fodboldspiller vil se kammeratskabet og udforskningen af den individuelle spillers egne kropslige evner. Pointen med metoden går på, at forskeren må erkende forskellige forforståelser af en given hændelse og acceptere at denne tildeles forskellige meninger. På denne måde revideres også forskerens forståelse af kroppen og dens brug, hvorved forskeren opnår en dybere og mere nuanceret forståelse af helheden.
4. Du skal som idrætsforsker designe og rekruttere til et forskningsprojekt der omhandler muskelbiopsi hos talentfulde elitebørn. Beskriv hvilke etiske overvejelser forskeren bør have og de etiske dilemmaer man kan støde på.
Som biomedicinsk forsker i Danmark findes der nationale, såvel som internationale regelsæt, der skal overholdes, når der opstilles forskningsprojekter. Et biomedicinsk forskningsprojekt skal anmeldes til en videnskabsetisk komité, og må før godkendelse ikke iværksættes. For at undgå etiske problematikker, er det derfor vigtigt at læse og forstå lovbekendtgørelsen og gøre sig grundige overvejelser forud for forsøgets design.
Som idrætsforsker, der ønsker at udtage muskelbiopsier hos talentfulde elitebørn, er det vigtigt at gøre sig bekendt med Helsinkideklarationen (oprindeligt kaldt Nürnbergkoden), som er et regelsæt vedrørende biomedicinske forskningsprojekter. Deklarationen skelner blandt andet mellem patienter, som kan opnå en mulig gevinst ved deltagelse, og de, som ikke kan forvente et sådant udbytte. Det understreges, at forsøgspersonens velbefindende og generelle helbred prioriteres over videnskaben, hvorfor også deltagere skal informeres om alle, og især risikofyldte, aspekter af forsøget. Endvidere redegøres der for særlige forhold, heriblandt proceduren for inklusion af mindreårige forsøgspersoner, som ikke er myndige og derfor endnu ikke kan svare for dem selv (Kyvik 2007: 280-281).
Jeg vil som forsker være særligt opmærksom på det faktum, at forsøget omhandler umyndige børn, og at der af denne grund skal leveres informeret samtykke fra barnets værge (Kyvik 2007: 285). Endvidere vil jeg skulle gøre mig grundige overvejelser om det er nødvendigt at tage muskelbiopsier på disse talentfulde børn, da man ifølge Helsinkideklarationen aldrig bør foretage biomedicinske indgreb hos børn eller inhabile personer, hvis de kan foretages på raske og habile mennesker (Kyvik 2007: 281).
Forsøg som dette yder sjældent nogen form for gevinst hos patienten, og da der er tale om elitebørn, er tilfældet måske endda det modsatte; børnene er endnu ikke fuldt udviklede, så det er ikke til at vide, hvordan det relativt omfattende indgreb vil påvirke barnets videre fysiske udvikling.
Set med humanistiske øjne, vil jeg som forsker også gøre mig overvejelser vedrørende eventuelle psykiske lidelser ved invasive indgreb på børn. Det er ikke utænkeligt, at et barn vil forbinde den ubehagelige fornemmelse det er at få taget en muskelbiopsi, med det at være elitesportsudøver. Derved vil barnets fremtidige motivation, som følge af indgrebet, falme for sportsgrenen.
Sammenfatter man ovenstående, fremtræder vigtigheden af etiske overvejelser forud for iværksættelsen af forskningsprojekter med mennesker og herunder børn i særdeleshed.
Litteratur
– Birkler, J. (2010) Videnskabsteori – en grundbog. pp. 50-65 + 93-116. København: Munksgaard
– Collin, F. (2013). ”Videnskabsteori” i red: Thing, L. F., & Ottesen, L. S. Metoder i idrætsforskning. pp. 22-31. København: Munksgaard
– Højbjerg, H. (2004). ”Hermeneutik” i red: Fuglsang, L og Olsen, P. B. Videnskabsteori i samfundsvidenskab – På tværs af fagkultur og paradigmer. Pp 309-344. Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag.
– Kyvik, K. O. (2007). ”Udvalgte love og regler for forskning med mennesker” i red: Vallgårda, S. & Koch, L. Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab. pp. 279-293. København: Munksgaard.