Opdragelse er meget vigtigt for det danske samfund. Når man opdrager et barn så viderefører man hvordan man skal opdrage sig til den næste generation af mennesker.
Her i dag inddrager vi vores børn til at tage beslutninger der tilfalder dem bedst. Siden fra de er små begynder vi at opdrage dem til at tage muligheder i samfundet. I Danmark kan vi lave og være flere ting og derfor inddrager vi vores børn til at kunne vælge nogle af disse muligheder som de selv ønsker og tvinger dem ikke til at gå ned af en vej de ikke ønsker. Men er det vigtigt at børn bliver opdraget i faste rammer? Det tager Thomas Skovbo fat på i sin artikel “usynlige forældre svigter deres børn” fra Berlingske den 7. december 2014. Skovbo tager fat under adskillige problematikker og fortælle hvad det er man kan gøre. Nogle af problematikkerne er b.l.a “Skal forældrenes opdragelse ændres?” og “burde der blive opstillet tydelige rammer op for børnene under deres opdragelse?” Dette er blot nogle af de ting Skovbo vil fortælle om og prøve at finde en løsning til.
Thomas Skovbo´s artikel er ret skeptisk overfor den nye forældre opdragelse på grund af han personligt mener at denne form for opdragelse svigter børnene. En af hans hovedpointer er at forældre ikke opdrager deres børn godt nok og at de ikke opdrager dem i offentlige steder fordi det er pinligt for dem. Alt imens deres børn spiller på deres Ipad og slår kolbøtter i et offentligt rum. “Mens deres børn løber larmende rundt i kirken, slår kolbøtter for præstens fødder, spiller iPad med lyd på, kræver mere slik og højlydt udbryder, at »det er kedeliiiigt« – gør deres forældre intet.” I Skovbo´s øjne er det ikke børnene men forældrene som svigter. Forældrene gøre intet for at børnene sænker stemmen eller opfører sig ordentligt. De lader dem blive ved med at spille på Ipad og larme imens de kræver mere slik. Forældrene skal begynde at tage ansvar overfor deres børn. De skal lære deres børn hvordan man skal opfører sig i steder såsom kirken, så børnene nemlig ved hvornår de skal være respektfulde eller om de skal lege og larme. Børnene skal kunne have rollemodeller som kan lære dem hvordan man skal opfører sig i offentlige steder. “Børn har brug for rollemodeller, de har brug for at se, hvordan man gør.” Når forældre opfostre deres børn uden rammer vil det blive svært for dem at befinde sig et sted og følger de regler der er. Regler og rammer er en vigtig del af børnehaver, skoler og fritidsaktiviteter og kan være et problem at følge hvis børnene ikke er blevet opfostret under fornuftige rammer.
Skovbo starter kraftigt ud med at fortælle om uopdragne børn og at forældrene er dem som er skyld i deres opførsel. Hvad der karakterisere hans argumenter er at han skælder forældrene ud i stedet for børnene. Et eksempel kan være det der foregår i kirken. Siden kirken er et offentligt rum, betyder det at der skal sættes faste rammer under opholdet. Kirken er et helligt sted og er derfor et sted hvor man skal have en bestemt stemning. Derfor siger han for at larmende børn ikke passer ind. Skovbo vil gerne have os læsere til at føle en bestemt følelse når vi hører om kirken. Skovbo vil fortælle at at vi burde skamme os og være pinlig berørte hvis vores børn larmer i et sted med faste rammer, såsom kirken. Skovbo bruger endda ordspil for at fortælle os om situationen. Han bruger specielle ordvalg som “ingen kan høre” hvilket bliver brugt til at beskrive hvordan resten af menneskene har det, alt imens forældrene lader deres børn larme.
Argumentationen i selve artiklen er skrevet med et subjektivt synspunkt siden han selv er far og vil fortælle hvordan han synes en god opdragelse skal foregå. Et eksempel på at ahn er subjektiv kan være: “Vi kunne kalde det opdragelse til almen dannelse, og det er i mine øjne det vigtigste” Han deler sin mening om forældre opdragelse fordi han selv er far (som man kan læse når man ser hvem der har skrevet artiklen) Selve stilen af artiklen er dog mere objektiv. Hvad der også karakterisere hans argumentation er at han prøver at appellere til vores følelser, hvilket derfor gør at han bruger appelformen patos i sin argumentation. Skovbo bruger ord som “pinlig” og “svigt” en del i artiklen. Han prøver at få os til at føle at den måde vi opdrager vores børn på er forkert og at vi som forældre burde sætte flere rammer omkring vores barn, så de kan lærer at respektere offentlige steder som kirken. Hvad der gør at modtageren stoler så meget på forfatteren er b.l.a på grund af at han selv har oplevet hvordan forældre opdragelser jer og derfor stoler vi på ham fordi han selv har oplevet hvor hårdt det er hvis der ikke bliver sat faste rammer omkring ens eget barn.
En anden grund til vi kan stole på afsenderen er fordi han prøver at appellere til vores Patos. Om og om igen skriver han ting såsom hvad der er “rimeligt” og hvad der er “pinligt” hvilket han gør for at prøve at få os modtagere til at føle hvordan børneopdragelse egentlig skal foregår og hvad vi som forældre har gjort forkert.
Men er det rigtigt? er forældre opdragelse blevet værre gennem årene? Hvad Skovbo har ret i er er muligt for forældrene at føle sig pinlige under kirke besøgende, på grund af deres børns adfærd. Men efter alt er der ikke tale om et stort problem. Imens forældrene føler sig pinlig berørte over at opdrage deres børn imens de er i kirke, så opdrager de dem alle mulige andre steder som også er i offentligheden. Forældre har opdraget deres børn i butikker, på gaden og alle mulige andre steder. Forældrene burde trodse denne pinlighed de har og gøre det der er nødvendigt, hvilket er at opdrage deres børn lige meget hvor de er.
Ifølge artiklen “Psykolog: Skældud skader – gør dette i stedet!” skrevet den 27 marts 2015
skriver forfatteren Anne Romanelli at skælde børn ud ikke har en positiv effekt.
Hun skriver b.l.a: “Forskning viser nemlig, at skældud sjældent får børn til at gøre, som de voksne siger. Derimod optrapper det gerne konflikten og fører til, at børnene bliver mere aggressive.” I modsætning til Skovbo, som mener at skældud er en del af opdragelsen så mener Romanelli at skældud skader børnene i stedet for at hjælpe dem. De vil blive mere aggressive og børnene vil sjældent gøre det som forældrene siger. Dette er en kontrast til hvad Skovbo mener, som er at forældre ikke skal være bange for at skælde deres børn ud i offentligheden.
I artiklen siger hun at ved at skælde børn ud vil barnets selvværd blive lavere og at børnene vil blive en del mere aggressive. Hun siger at børn fejler, hvilket er en normal ting og derfor burde de ikke blive skældt ud på grund af det. Med tiden lærer de af deres fejl og vil tilpasse sig. Derfor vil det ikke hjælpe at skælde børnene ud for bare at opfører sig som børn. Erik Sigsgaard i artiklen fortæller at forældre skal være gode rollemodeller for deres børn. Så børnene kan se op til dem og bedre lytte til hvad der bliver sagt. Signe Thomsen skriver hvordan opdragelse med skældud skader børnene i artiklen “Børn tager skade af skældud” skrevet den 27 november 2015. I artiklen fortæller professionelle terapeuter såsom Fie Hørby at om 20 år vil vi se skældud i dag som at slå børn. “Om 20 år vil vi se på skældud, som vi ser på at slå børn i dag” Fie Hørby fortæller herefter at forskning har bevist at skældud giver de samme sår på sjælen som fysisk afstraffelse. Ved skældud mister børnene tilliden og kærligheden til dem selv og til deres forældre. En børneforsker ved navn Erik Sigsgaard fortæller også at skældud bliver defineret ved at forældre kritisere deres børn i stedet for at elske dem og hjælpe dem med hvad end de har gjort galt. Fie hørby og Anne Romanelli har de samme synspunkter omkring faste rammer for børn og er i modsætning til Skovbo som synes at børn med faste rammer er noget som samfundet har brug for og ikke omvendt.
Det kan diskuteres hvorvidt børn skal have faste rammer i et samfund fyldt med muligheder.
Vi lever i et land fyldt med muligheder og derved kan det være svært for forældre at sætte faste rammer for deres børn. Hvad der dog er vigtigt for det danske samfund er ikke at sætte specifikke rammer op for børnene, men fælles. Børn lever i et land hvor de kan vælge hvad de vil være og hvad de vil blive. Fælles rammer hjælper børnene til at fortælle hvordan deres egne børn en dag skal opføre sig. Men selvfølgelig skal vi have et par faste rammer, ellers komme vi i samfundet til at leve i kaos. Derfor er det vigtigt at forældre lærer deres børn omkring rammer. Det er vigtigt at forældre er gode rollemodeller overfor deres børn, så børnene nemlig kan lærer ud fra dem og lærer mere om rammer.
Det er vigtigt at børn lærer om fælles og faste rammer. Hvad Thomas Skovbo gør i sin artikel er at han får læseren til at føle noget overfor situationen. Skovbo får læserne til at føle samvittighed overfor der ikke er sat ordentlige faste rammer op. Men vi lever i en anden tid nu. Vi lever i det 21 århundrede hvor man opdrager ens børn forskelligt. Nogle forældre sætter faste rammer op imens andre i stedet sætter fælles op. Det er vigtigt som forælder at ikke skælde børnene ud og i stedet rose dem for det arbejde de har gjort. Men selvfølgelig skal der også være få faste rammer som skal lærer børnene hvad der er rigtigt og forkert. Derfor burde forældrene kunne finde noget midt imellem som kan lærer børnene om fast OG fælles rammer. For vi lever i et moderne samfund, hvor børnene ikke skal blive opdraget på deres forældres gamle rammer men på deres egne unikke. Derfor er det vigtigt at forældrene ikke bare bruger deres egne gamle metoder. Et eksempel kan være når immigranter kommer her til Danmark. Så er det vigtigt at de forstår at opdragelse sker på en anden måde end hvor de kommer fra. Samfundet og reglerne er anderledes i danmark. Mine forældre kommer fra et andet land og derfor blev jeg opdraget med andre rammer end de fleste danskere. Derfor burde man spørge sig selv: Hvordan ville opdragelse se ud i et andet land? og hvordan ville det se ud i en anden tid? Som sagt skriver skovbo at faste rammer er vigtige for samfundet, hvilket er rigtigt. Men hvis man giver et barn for mange faste rammer kan det betyde mentale problemer for barnet. Derfor burde barnet også have en smule frihed så de kan opfører sig som børn.