Introduktion
Aldersrelaterede forskelle i genoptræning af hjerneskader
Det er et velkendt fænomen, at børn lettere genoptrænes fra visse hjerneskader, end voksne. 14,17,18Denne aldersrelaterede forskel i genoptræning, har længe været af central interesse i neuro- og lægevidenskaben, idet en kendskab til denne sammenhæng antages, at kunne fremme rehabilitering af senhjerneskader 2,3,14
Denne forskel, skyldes blandt andet et funktionelt fald i kognition og motoriske egenskaber, under hjernens aldring. Dette vanskeliggøre indlæring hos den voksne, sammenlignet med børn og unge.15 Børn og unges hjerner indeholder altså et større potentiale for indlæring, hvorfor erhvervelse af nye evner, som for eksempel sprog og sport anses for, at være mere ubesværet i barndommen, end i den modne hjerne.15,16 Denne forskel skyldes en forskel i hjernens plastiske potentiale.15,16
I mere end ét århundrede har det været kendt, at hjernen er mere plastisk i barndommen, end i voksenlivet. 14 Den neuronale plasticitet er altså et aldersrelateret fænomen, der på trods af muligheden for livslang indlæring, er højest i det tidlige liv.14,15,16 Denne højnede plasticitet forekommer særligt i afgrænsede postnatale tidsrum, betegnet følsomme perioder. Genoptræning af hjerneskader i disse perioder anses for, at have et større potentiale for rehabilitering, end i den modne og mindre plastiske hjerne.15
Følsomme perioder er i dag et populært og multidisciplinært begreb, der anvendes indenfor neurovidenskab, psykologi og undervisning.17 Forståelsen af den følsomme periode og mekanismerne bag den forøgede plasticitet og timing, er af største kliniske relevans. Man antager, at manipulationer af disse sammenhænge, kan reaktivere den juvenile plasticitet. Herved kan funktionelle såvel, som molekylære behandlingsstrategier for neurologiske udviklingsforstyrrelser, genoptræning af senhjerneskader og neurodegenereative lidelser fremmes.2,3,14,17,18
Plasticitet
Neuroplasticitet betragtes som grundlaget for indlæring af ny viden og kundskaber. Plasticiteten er central nervesystemets intrinsiske evne til, at ændres i forhold til dets omgivelser. Ændringerne beror på strukturelle og funktionelle forandringer, i form af kortikal reorganisering og ændringer i det synaptiske potentiale, af allerede etablerede synapser.15,16
Med hjernes aldring aftager den plasticiteten. Dette er ensbetydende med funktionelle begrænsninger i indlæring og rehabilitering.2,3,15
Den aldersrelaterede fordeling af det plastiske potentiale anses, at være fordelagtigt idet en forøget plasticitet i barndommen sikre adaptation til varierende miljøer og en voksende krop, mens en senere begrænset plasticitet sikre stabile kredsløb i voksenlivet.2 Sidstnævnte er fordelagtigt, idet en vedvarende plasticitet og dermed reorganisering kan være ensbetydende med, at erhvervede kundskaber og hukommelse tabes.16
Aktivitets-afhængig reorganisering
Under den neuronale udvikling, anlægges funktionelle neuronale kredsløb i hjernen, gennem to forskellige processer. En føtal genetisk bestemt anlæggelse af basale strukturer og funktioner, efterfulgt af en aktivitetsafhængig reorganisering. Efter den føtale anlæggelse af basale neuronale forbindelser, afhænger den videre udvikling af en koordineret aktivitet mellem pre- og postsynaptiske neuroner. Denne aktivitet er ofte stimuleret af en postnatal sensorisk oplevelse under de førnævnte følsomme perioder. Her danner associerede neuroner forbindelser, på baggrund af en samtidig pre- og postsynaptisk aktivitet, udløst af samme stimulus, såkaldt aktivitets-afhængige ændringer, populært omtalt som “what fires together wires together”.2,14,15
Følsomme perioder
I et review fra 2007 definerer Hooks et al. “følsomme perioder som postnatale tidsrum, hvori hjernen er mest modtagelig overfor dets omgivende miljø” .18
Altså, kan de følsomme perioder betragtes som afgrænsede postnatale tidsrum, hvori nervesystemet formes af og tilpasses individets unikke krop og kulturelle omgivelser.14 I dette tidsrum er den aktivitetsafhængige plasticitet særdeles højnet og neuronal aktivitet, udløst af ydre sensoriske stimuli, kan ændre hjernens struktur og funktion irreversibelt.3,17
Tidsrummet kan således betragtes som en periode af højnet udviklingspotentiale, men også en øget sårbarhed.14 Stimulation i dette tidsrum kan være afgørende for udviklingen af normale neuronale funktioner, mens abnormale stimuli kan medfører irreversible defici og udviklingsanomalier i voksenlivet.16 Dette Fænomen kendes fra en række klassiske studier, herunder Hubel og Wiesels studie af monooculær depriviation. Hubel og Wiesel fandt, at monooculær depriviation, under én følsom periode, forstyrrede den topografiske organisering af visuelle cortex og producerede funktionel blindhed.16, 17 Af andre klassiske studier, kan nævnes de psykoanalytiske studier af henholdsvis Spitz og Harlow der fandt, at omsorgssvigt i barndommen, producerer en varig abnormal social adfærd og udvikling.4
I dag vides det, at udviklingen af flere kortikale regioner indeholder individuelle følsomme perioder. Disse forekommer på forskellige tidspunkter og forløber i serielle sekvenser, således at de enkelte neuronale egenskaber udvikles trinvist (fig. 1). Man udvikler således evnen til at se og høre, før man erhverver sig et sprog. 3, 4,14, 18
Figur Kandel et al.
De molekylære og cellulære begrænsninger bag afslutningen af de følsomme perioder har længe været studeret, overvejende gennem modeller af sensoriske cortici.3,18 Mekanismerne er på trods af intensiv forskning, til stadighed ukendte. Endvidere antages disse egenskaber, at variere mellem de enkelte kortikalesystemer, lag og celler.14,18
I sit review fra 2010 definerer Bavalier et al. to klasser af begrænsninger; såkaldt strukturelle og funktionelle begrænsninger.
De strukturelle begrænsninger, i form af ekstracellulær matrix, tilvejebringer de labile kredsløb ved en stabiliserende effekt. Dette gælder for eksempel perineuronale net af chondrotinin-sulfat proteoglykan, myelin og myelin-associerede faktorer (Nogo receptor og myelin associeret glykoprotein), som hæmmer neuritudvæksten og dannelsen af nye neuronale forbindelser.2,18 Nyere studier finder da også, at proteasebehandling af den ekstracellulære matrix er forbundet med en øget plasticitet.18
De funktionelle begrænsninger regulerer derimod den eksitatoriske/inhibitoriske balance af eksisterende forbindelser.2 Det vides, at ekscitation dominerer i den immature hjerne og at en sent udviklende inhibition er nødvendigt for den følsomme periodes debut.2,5,14 Ved manipulationer i den GABArge transmission finder man da også, at den følsomme periodes tidforløb kan forskydes. Endividere er en øget eksitabilitet forbundet med en øget plasticitet, mens en øget inhibition er forbundet med en reduktion af denne. Kendskab til disse sammenhænge, har således vagt interessen for manipulationer af den kortikale eksitatoriske/inhibitoriske balance, med henblik på reaktivering af den juvenile plasticitet.16
Dertil skal det nævnes, at opmærksomhed og motivation, i form af aminerg og cholinerg transmission, er associeret med en øget plasticitet. Disse modulatoriske neurotransmittere formodes at være involveret i den tidlige plasticitet og én af årsagerne bag børns øgede indlæringpotentiale.2,14
N-methyl-D-aspartat receptorens betydning for afslutningen af følsomme perioder
Under den postnatale udvikling observeres en ændring i den glutamaterge N-methyl-D-aspartat receptors (NMDAR) subgruppeforhold, navnligt GluN2A/GluN2B forholdet. Denne ændring er sammenfaldende med en aftagende plasticitet og er således tilskrevet betydning for afslutningen af den følsomme periode.7,10
Sammenhængen mellem forholdet af de GluN2A og GluN2B indeholdende NMDAR-subtyper og den tidlige plasticiteten er et fortsat debatteret emne.10,18
Formål
Formålet med dette studie er at undersøge om en ændring i NMDAR GluN2A/GluN2B forholdet, er af betydning for genåbning af følsomme perioder i voksenlivet.
Afgrænsning
− Dette studie fokuserer udelukkende på in vitro studier af gnavere.
− Dette studie fokuserer udelukkende på den eventuelle sammenhæng mellem en ændring i NMDAR-subgruppeforholdet og ændring af plasticiteten under den postnatale udvikling, herunder følsomme perioder.
− Dette studie fokuserer udelukkende på forholdet mellem NR2 og subgrupperne GluN2A og GluN2B.
Metode
Jeg søgte i perioden d. 10. juli til d. 16. juli 2017 på databasen Pubmed. Studiets litteratur er udvalgt på baggrund af nedenstående søgekriterier:
Eksklusions kriterier:
− Studier der fokuserer på plasticitet i voksenalderen
− Studier der fokuserer på NMDARs betydning for den neuronale plasticitet.
− Studier der fokuserer på følgende NMDAR-subgrupperne: NR1 og NR2C og -D.
− Studier som anvender andre forsøgsdyr end rotter og mus.
Inklusionskriterier:
− Studier der fokuserer på NMDAR-subunitforholdet og den neuronale plasticitet under den postnatale udvikling, herunder følsomme perioder.
− Studier der fokuserer på NMDAR-subgrupperne NR2A og -B.
− Studier der anvender rotter og mus, som forsøgsdyr.
Søgeord:
“Plasticity and GluN2B GluN2A” : 99 hits
“Developmental plasticity and GluN2A GluN2B”: 14 hits
“critical periods and GluN2A GluN2B” :9 hits
På baggrund af gennemlæsning af abstracts inkluderedes 12 artikler, hvoraf blev 6 studier frasorteres efter gennemlæsning. Ved kædesøgning, fra udvalgte studier, blev yderligere 11 artikler inkluderet. Dertil anvendtes 2 lærebøger.
Samlet antal referencer: 19.
Skal jeg kun henvise til artiklerne jeg bruger i resultatafsnittet? eller kan jeg også inddrage baggrundslitteraturen her?
Resultater
De identificerede studier er fra perioden X-X. Studierne er alle in vitro studier, hvori man har anvendt celler fra gnavere.
N-methyl-D-aspartat receptoren
Glutamat er den primære ekscitatoriske neurotransmitter i hjernen. De postsynaptiske ionotrope receptorer i de glutamaterge synapser er N-methyl-D-aspartat receptoren (NMDAR) og α-amino-3-hydroxy-5-methyl-4-isoxazolepropionic acid receptoren (AMPAR).7,10 Ved glutamaterg stimulation ses et ekscitatorisk postsynaptisk potentiale udløst af et henholdsvis hurtigt AMPAR-medieret og/eller et langsomt NMDAR-medieret respons.7
NMDAR er en spændingsafhængig glutamat gated kationkanal overvejende permeabel calcium-ioner. Spændingsafhængigheden skyldes et magnesium blok ved negative membranpotentialer.7,10 Strukturelt er receptoren en heterotetramer, som består af to obligatoriske GluN1 subgrupper, samt to øvrige GluN2 eller GluN3 subgrupper.5 Af GluN2-typen forekommer flere isoformer; GluN2 2A-2D.
Aktivering af NMDAR bevirker et intracellulært influx af calcium. Dette aktiverer intracellulære signalveje af betydning for det synaptiske potentiale, gennem en bidirectionel transport af AMPAR. Disse ændringer i den glutamaterge synapses ekscitabilitet, i form af long term potentiation (LTP) og long term depression (LTD), anses for at være det cellulære grundlag for indlæring og hukommelse.7,10 Dertil antages denne ændring, at være af betydning for den aktivitet-afhængige udvikling af neuronale kredsløb13
Subgruppe-forholdets ekspression under den postnatale udvikling
Neonatalt domineres den intracellulære mRNA og protein ekspression af GluN2B, mens GluN2A-niveuaet ikke er målbart. Studier finder at det intracellulære GluN2B-niveau forbliver relativt stabilt under udviklingen.7,9,12 På trods af den stabile celleekspression, observeres et fald i GluN2B-niveauet af de thalamokortikalesynapser. Derimod observeres en samtidig stigning i det intracellullære og synaptiske af GluN2A-niveau i den postnatale fase. Disse fund indikerer, at regulation i GluN2B-transkriptionen og dens synaptiske ekspression, samt at de to subgruppers ekspression eventuelt styres af forskellige mekanismer.12
Det synaptiske GluN2A/GluN2B forhold stiger, mod afslutningen af den følsomme periode, primært som udtryk for en reduktion i synaptiske GluN2B-NMDAR.6 Sammenfaldet mellem den aftagende plasticitet og GluN2B-niveauet indikerer, at GluN2B kan være afgørende for den følsomme periodes plasticitet.3,6,12
Dertil skal det tilføjes, at denne sammenhæng kan være unik for de enkelte kortikale lag, idet man ikke finder samme udviklingsmæssige reduktion i GluN2B-subgruppen i alle undersøgte lamina.6
Flere studier observerer en co-ekspression mellem GluN2A- og GluN2B-subgrupperne. Dette indikerer, at en andel af den stigende GluN2A-subgruppe inkorporeres i allerede eksisterende GluN1/GluN2B receptorer, under dannelsen af heteromere GluN1/GluN2B/GluN2A receptorer7,9
Subgruppe-forholdets betydning for den NMDAR-medierede strøm
Ved elektrofysiologiske målinger observeres en acceleration af den NMDAR-medierede strøm, mod afslutningen af den følsomme periode.5 Amplituden af den GluN2B-NMDAR medierede strøm er større, end GluN2A-NMDAR. Dette er et udtryk for en forskel i receptorsubtypernes kinetik.8,11 Altså medierer GluN2B-indeholdende NMDAR en langsommere receptorkinetik, og dermed en længerevarende strøm, end GluN2A-NMDAR. GluN2B-indeholdende receptorer antages således, at medierer et større calcium influx af evt. betydning for den neuronale plasticitet, ved en aktivering af nedstrøms signalveje.diskussion3,6,7,8,18
Ved applikation af den selektive GluN2B inhibitor ifenprodil, observeres en aftagende ifenprodil-følsomhed på den NMDAR-medierede strøm.3,5 Endvidere finder man, at amplituden af den GluN2B-medierede strøm falder mod afslutningen af den følsomme periode, der indikerer et aftagende biddrag fra GluN2B-subgruppen under den postnatale fase.3,5
Celler som udtrykker GluN2A-indeholdende NMDAR har et signifikant kortere henfald af den NMDAR-medierede strøm, end celler der ikke udtrykker GluN2A subgruppen. Tærskelværdien for GluN2A indvirkning på NMDAR-medierede ekscitatoriske postsynaptiske strøm (EPSC) er relativt lav, idet man finder, at selv en lille ekspression, har en forkortende effekt på EPSC. Disse fund indikerer, at det er den stigende inkorporation af GluN2A i NMDAR, under udviklingen accelererer den NMDAR-medierede strøm.7,11
Et sammenspil med inhibitionen
Studier finder, at ændringen i NMDAR egenskaberne i den postnatale fase eventuelt interagerer med en stigende inhibitorisk transmission. Denne interaktion har en samlet reducerende effekt på plasticiteten af kortikospinale- og thalamokortikale synapser, under den følsomme periode for modningen af disse. Dette skyldes formodentlig en stigende inhibitionen, der evt. udøver en større indflydelse på NMDAR-aktiveringen, mod afslutningen af den følsomme periode, end ved periodens debut.
Ved blokade af inhibitoriske transmission, observeres ingen ændring i GluN2B ekspressionen. Derimod observeres en forlængelse af den følsomme periode og et øget calcium-influx, gennem GluN2B-holdige NMDAR. Denne stigning i calcium er sammenlignelig med niveauer observeret under den følsomme periode, hvilket indikerer, at en tiltagende inhibitorisk aktivitet bidrager, til afslutningen af den følsomme periode ved en reduktion af calcium influxet gennem de GluN2B-holdige NMDAR.3,5
Subgruppe-forholdets betydning for plasticiteten
Ved behandling med ifenprodil, observeres en inhibition i den neuronale reorganisering af kortikospinale synapser under den følsomme periode.8 Endvidere observeres en inhibition i den synaptiske plasticitet, målt som en reduktion i LTP, af thalamokortikale synapser. Dette indikerer, at GluN2B bidraget kan være permissivt for plasticiteten under den følsomme periode og blokade af GluN2B-aktiviteten forbundet med en reduktion i plasticiteten.5,11
Derimod observeres ingen forlængelse af den følsomme periode i genetiske GluN2A knockout mus, hvori GluN2B antages at persisterer. Dette indikerer, at GluN2A ikke nødvendigvis er afgørende for afslutningen af den følsomme periode under postnatale udvikling af kortikale kredsløb.11
Den præcise funktion af GluN2b fremgår ikke, men akashi et al finder..
Reaktivering af den tidlige plasticitet ved manipulation i Subgruppe-forholdet
Ved behandling med pro-BDNF, observeres en stigning i den GluN2B-medierede NMDAR-strøm og GluN2B ekspression af kortikospinale projektioner, til niveauer sammenlignelige med niveauer observeret under den følsomme periode for kortikospinal reorganisering.3
Ved sensorisk deprivation, i form af unilateral perifer nervelæsion, reaktiveres den følsomme periode plasticitet ved en re-ekspression af GluN2B i somatosensoriske synapser. Sensorisk deprivation udløser en stigning i GluN2B-niveuaet, som er essentielt for genåbning af den følsomme periode plasticitet. Dette efterfølges af en re-ekspression af immature glutamaterge synapser, såkaldt silent synapses, der udelukkende udtrykker NMDAR. Disse primitive synapser antages for, at være et afgørende for induktionen af den synaptiske plasticitet (LTP) i thalamokortikale synapser.19
Diskussion
Studiets Svagheder
Denne opgave er udelukkende baseret på studier af gnavere, hvorfor resultaterne ikke direkte kan oversættes til mennesker. Endvidere er litteraturen baseret på cellestudier, in vitro-forsøg, hvor evidensstyrken er mindre, end in vivo-forsøg. Det skyldes, at cellestudier udelukkende undersøger isolerede sammenhænge af isolerede systemer. Her tages ikke højde for ubekendte ukontrollerbare faktorer, der eventuelt forekommer in vivo. De anvendte in vitro studier, kan derfor kun udpege tendenser, der eventuelt kan oversættes til mennesker.
Dertil er opgaven baseret på studier af forskellige forsøgsdesign, hvilket gør det vanskeligt, at sammenligne de enkelte studier og slutte noget her ud fra. Den anvendte litteratur er langt fra udtømmende og vanskeliggøre også en egentlig slutning af betydningen af subgruppe-forholdet og de følsomme perioder.
Ved gennemlæsning af den udvalgte litteratur, fremgik følgende faldgrupper inden for den specifikke forskning. Homozygote GluN2B knock out dyr dør allerede ved første postnatale dag. Dette vanskeliggøre et direkte studie af GluN2B-funktionen.10,13 Da GluN2B-subgruppen overvejende udtrykkes i den tidlige postnatale fase er det svært, at afgøre om funktionen af denne, i loss of function studier. Det skyldes, at de observerede ændringer både kan være et udtryk for tabet af den totale NMDAR funktion, eller subgruppen specifikt.10
Manglende standardisering af målemetoder, måleresultater og forsøgsdesign, vanskeliggøre det, at uddrage og sammenligne hard end points.18 I de udvalgte studier undersøger man endvidere forskellige regioner af forsøgsdyrenes centralnervesystem. Det vil sige forskellige typer af neuroner, som varetager forskellige neuronale egenskaber6,18. Dertil anvendes celler fra forskellige postnatale aldre og ikke alle studier undersøger subgruppeskiftets betydning for den tidlige plasticitet, indenfor en defineret følsom periode.
En række af de anvendte studier undersøger ekspressionen af subgruppeforholdet i den postnatale fase. Her forekommer ingen ensartethed i hvilken ekspression der undersøges. Altså undersøger visse studier udelukkende den intracellulære ekspression af mRNA og protein (7) eller den synaptiske ekspression af receptorsubtyperne (6), mens andre studier tager højde for begge forhold (9,12).
De udvalgte studier undersøger ændringerne i subgruppe-forholdet, ud fra forskellige indfaldsvinkler. Nogle studier (6,9,12) undersøger udelukkende ændringer i ekspressionen i den postnatale fase, mens andre inddrager subgruppeskiftets funktionelle betydning. I disse studier, undersøger man igen forskellige sammenhænge. Nogle studier (3,5,7,8,11,13) sammenligner NMDAR-subgruppe forholdet og den receptormedierede strøm, mens andre (3,5, 8,11,19) også undersøger betydningen af subgruppeforholdet for den tidlige plasticitet i form af synaptisk reorganisering, eller induktion af LTP.
Den manglende standardisering af data, sammenholdt med det faktum at studierne er animalske in vitro studier af forskelligt forsøgsdesign vanskeliggøre altså det, at slutte en eventuel sammenhæng mellem en ændring i GluN2A/GluN2B forholdet og den postnatale plasticitet, med henblik på genåbning af følsomme perioder.
Konklusion
Under den postnatale udvikling af neuronale forbindelser observeres en ændring i NMDAR-subtyperne. Mens GluN1 ekspression forbliver stabil, ses et skift fra en initialt overvægt af GluN2B-indeholdende NMDAR, der gradvist erstattes af en stigende ekspression af GluN2A-indeholdende NMDAR.9,12 Stigningen i GluN2A/GluN2B-forholdet er sammenfaldende med en aftagende plasticitet. Denne sammenhæng tilskrives i litteraturen betydning for afslutningen af den følsomme periode.12
En blokade af GluN2B-biddraget reducerer plastiske forandringer under de studerede følsomme perioder. På trods af dette, er betydningen GluN2B subgruppen for den følsomme periode uklar. Det skyldes blandt andet, at der i GluN2A knock out dyr, hvori GluN2B antages at persisterer, ikke observeres en forlængelse af den følsomme periodes plasticitet11.
Derimod ses en klar sammenhæng mellem subgruppe skiftet og NMDAR-strømmens varighed, hvor en stigende inkorporation af GluN2A i NMDAR bevirker en acceleration af NMDAR-strømmens henfald.
GluN2B-indeholdende receptorer udviser en langsommere kinetik og antages således, at medierer et større calcium influx af eventuel betydning for den neuronale plasticitet, gennem en aktivering af nedstrøms signalveje.3,6,7,8,18 Denne sammenhæng fremgår dog ikke direkte af litteraturen og forbliver en spekulation, som bør undersøges nærmere18.
Kun to studier undersøgte hvorledes den følsomme periodes plasticitet kunne reaktiveres. Henholdsvis gennem manipulationer af subgruppe-forholdet ved funktionelle deprivations-studier og molekylær-targeteret behandling. 3,19
Sensorisk deprivation, i form af unilateral perifer nervelæsion, reaktiverer den følsomme periodes plasticitet i somatosensoriske synapser, gennem en re-ekspression af GluN2B.19
Ved targeteret behandling med pro-BDNF ses en forøgelse af den GluN2B-NMDAR medierede strøm, samt en øget ekspressionen af GluN2B-niveauet i kortikospinale synapser. Disse niveauer var sammenlignelige med forhold under den følsomme periode. Dog finder man ingen forøget plasticitet, hvorfor denne sammenhæng forbliver en spekulation. Pro-BDNF menes at opregulerer GluN2B ekspressionen, gennem en aktivering af p75 neurotrophin receptor.3
For at kunne konkludere om den kritiske periode kan genåbnes gennem manipulationer i subgruppe-forholdet, ved for eksempel aplikation af pro-BDNF eller sensorisk deprivation, må der foreligge yderligere undersøgelse af disse sammenhænge.
På trods af en forskel i farmakologiske egenskaber og receptorkinetik, forbliver mekanismerne bag af subgruppeskiftet og dets betydning for den udviklende hjerne, uklar. Dette skyldes især den manglende levedygtighed af GluN2B knockout dyr 13
Altså indikerer data, at det ændrede GluN2A/GluN2B forhold er af betydning for den aftagende plasticitet, eventuelt gennem en forkortning i den NMDAR-medierede strøms varighed.
Der er således et stort behov for en yderligere forskning af denne sammenhæng for på sigt, at kunne overføres til en human kontekst. Et kendskab mekanismerne bag subgruppeskiftet vil kunne, fremme ny viden om angrebspunkter for molekylær-targeterede behandlingsstrategier. Dette i håb om, at kunne skabe sikre humane interventioner til genoptræning af senhjerneskader. 18
Perspektivering (endnu ikke færdig, kun i punktform)
Mens udviklingen af de molekylær-tageteret behandlinger går langsomt, ses et fremskridt indenfor den non-invasive funktionelle behandling, af neurologisk betingede lidelser.18 Fordelen ved de non-invasive behandlingsstudier, som sensorisk deprivation er, at disse lettere kan oversættes til sikre humane studier. Dette ses for eksempel i kliniske forsøg med amblyopiske børn og unge. Ved en monooculær depriviation af det funktionelle øje, såkaldt one-patch teknik, observeres en god effekt i rehabilitering. Altså menes en visuel sensorisk deprivation, at kunne reaktiverer plasticiteten i visuelle cortex.18 Dog skal det tilføjes, at tidsperspektivet af de følsomme perioder, er relateret til det enkelte species livslængde. Altså varer følsomme perioder hos gnavere få uger, mens de mennesker hos, varer op til en årrække.17 Dette kan betyde at de non-invasive behandlingsstrategier trækker i langdrag og medfører dårlig compliance hos patienterne. (er i tvivl om dette skal i perspektivering eller konklusion?)
-En videre standardiseret forskning af subgruppe forholdet og de følsomme perioder kan bane vejen for nye molekylære og funktionelle behandlingsstrategier. Evt. ved opregulation af GluN2B ved applikation af pro-BDNF eller sensorisk deprivation, for derved at kunne genåbne residual plasticitet
-Er manipulationer i den neuronale plasticitet sikkert, når det vides, at for meget plasticitet i hjernen ikke er godt?
-Er manipulationer i det plastiske potentiale etisk forsvarlige, eller vejen til hjernedoping?
Referenceliste