Nu til dags er det blevet mere og mere naturligt at lade sig skille fra sin kone eller mand. Flere og flere ægtepar lader sig skille, og antallet stiger kun, ifølge Danmarks Statistik. Forfatteren Lone Hørslev har selv været indblandet i en af de mange skilsmisser, hvor hun har skrevet digtsamlingen ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”. Digtet ”Giftige blomster og bær” handler om en kvinde der sidder og skriver en liste med giftige blomster og bær. Kvinden nyder meget hvidvin, samtidig med at hun bittert reflekterer over manden i sit liv, og skriver et brev til ham. Digtet ”Giftige blomster og bær” er netop et eksempel på de mange tanker der går igennem en persons hoved, der snart skal skilles fra sin hustru eller mand.
Digtet ”Giftige blomster og bær” er et lyrisk digt, og er skrevet som en tankestrøm af et digter-jeg: ”PAS PÅ jeg kaster!” (s.1 – l. 1). Digtet er skrevet i medsyn, da digter-jeget sammenligner livet med dengang man troede på eventyr, og i Jesu tid, hvor man ikke gik fra hinanden som man gør i dag. På flere forskellige måder kan oplevelsen af dette digt sammenlignes med en tur i rutsjebanen. Der er en anderledes syntaks i teksten, som giver en forestilling om at sætningen er færdig, men tværtimod bliver der digtet videre i en anden betydning. Rutsjeturen bliver dermed på en måde meget vild, da læseren får følelsen af at farten sænkes efter en sætning, men tværtimod bliver den hurtigt bliver skubbet i gang af en ny sætning, som igen giver fart i læsningen. Det kan for eksempel ses ved: ”Mennesker ”Menneskelighed” som en særlig egenskab man kan eje eller ej og mennesker der dræber hinanden hurtigt – eller over TID ved konstant at bide hinanden, grrr og bidende stenurt, bittersød natskygge og alle de nætter (…)”, (s.1 – l.6-12).
Kompositionen er meget ensformig, da der ikke som sådan er nogle ’pauser’ i digtet, eller opdeling i strofer. Det kan siges den er kronologisk. Digtet er skrevet meget kaotisk, da forfatteren har skrevet dette i vrede og irritation over manden. Digtet kan dog deles ind i afsnit, da hun nogle steder skifter emne. Det første afsnit ligger mellem linje 1-12, hvor hun her beskriver en opgivelse over en situation og om menneskelig forstand. Næste afsnit mellem linje 13-32, hvor hun berører sit lille indre hus af begær og utroskab. Efterfølgende ligger tredje afsnit mellem linje 33-69, her beskriver hun ægteskabet selv og dets udfordringer med bl.a. henblik på langtidsægteskab og skænderier. Sidst men ikke mindst ligger det fjerde afsnit mellem linje 70-92, der omhandler hendes afklaring om hende og hendes mands ægteskab er slut. Hovedpersonen berører bl.a. eventyret Rapunsel og sammenligner denne eventyrlige slutning med hendes skilsmisse. Det meste af tiden går digter-jeget direkte fra det ene til det andet, det skaber i høj grad forvirring, dynamik og kaos hos læseren, der ikke ved om der tales om giftige planter eller ægteskab. Der er tale om to parallelle faser, der foregår; på den ene side læser vi om hendes ægteskab, den humane kontrol. Og på den anden side en konstant opremsning af giftige blomster og bær, altså det basale ved naturen og det altid-værende. Forfatteren blander de to modsætningsprægede parallelle faser sammen ved at benytte allitteration; ”guldblomme, guldregn, guldbryllup.”, (s.2 – l.43), hvilket går igennem hele digtet og giver det flow. Forfatteren forsøger at indikere ’giftigheden’ ved ægteskabet og kærligheden. Hun tager udgangspunkt i planterne og henfører dem til episoder i sit liv. Ved dette eksempel ses også, hvordan digter-jeget fremhæver det naturprægede med en kursiv skrift, i modsætning til det humane der skrives i normal skrift.
En bemærkelsesværdig effekt ved digtet, er digter-jegets brug af rim. Der er ikke tale om lange komplicerede rim – bare assonansrim der binder helheden sammen, og gør læseoplevelsen mere flydende; ”Og liljekonval, lærkespore, liderlig, ligeglad, nå.”, (s.2 – l.62). Her har hun bevidst benyttet to adjektiver efter hinanden med samme assonans, så det giver læsningen et skub i farten. Digter-jeget benytter flere gentagelser i digtet, bl.a. et meget fremtrædende, som er hendes sammenligninger med de ’giftige blomster og bær’, der frembryder gennem hele digtet. Ofte er der også ord der gør sig meget bemærket, ved en fremhævning skrevet i stor skrift. Fremhævningen giver en indvirkning på læseren, der skal opfatte digtet som forfatteren selv havde da hun skrev det. Læseren kan se denne vrede og indebrændte følelse forfatteren vil ud med, gennem de store bogstaver. Ordvalget er først og fremmest bevidst, idet der tages udgangspunkt i giftige blomster og bær. Der vises en bevidsthed ved at benytte negativt ladede ord som; aggressiv, vrede, svigt, bitter, ligeglad, som gør at digtet virker meget virkeligt og voldsomt. En overvægt af substantiver og verber i teksten gør også denne virkelighedsfølelse meget beskrivende. Substantiverne virker som adjektiver, da opremsningerne medvirker til særlige stemninger, og verberne skaber fart og aktivitet i en ellers meget stillestående handling. Mange af verberne bliver brugt i præsens, det sker i nuet, hvilket gør læseoplevelsen meget nærværende. Digtet er skrevet i lavt uformelt stilniveau, som også medvirker til dette nærvær af daglig talesprog, ”End på Jesu tid for eksempel”, (s.2 – l.47). Digter-jeget benytter et velkendt ordsprog; ”Jeg kaster håndklædet i ringen”, (s.1 – l.2), i forbindelse med et opråb om at give op og være træt og irriteret over situationen. En metafor optræder i digtet, ”Jeg vovede engang at åbne for et lille indre hus af begær”, (s.1 – l.18-19), hvor hun skjuler sin skamfuldhed over sin utroskab. Og en lidt mere slidt metafor optræder, ”og have et HORN i siden på hinanden”, (s.2 – l.59-60). For at understøtte hendes vrede i brevet benytter digter-jeget en velkendt forfatter, Tove Ditlevsen, hvor hun citerer hende i sit digt; ”Af mig får du aldrig en time igen, aldrig en time igen, aldrig en time igen.”, (s.2 – l.63-65). En enkelt besjæling træder ind og medvirker til en lykkelig slutning på eventyret; ”Og mon ikke dyrene i skoven sang med på ’det er så yndigt at følges ad’”, (s.3 – l.83-85), hvor hun bl.a. benytter en reference fra en bryllupssang, hvilket belyser hendes snak om eventyr med en ironisk vinkel. Digter-jeget sammenligner sit tidligere ægteskab med et eventyr, hvor hun bl.a. skriver; ”For sådan er det vel i eventyr. I hvert fald blev de sammen til deres dages ende. Det gjorde vi ikke. Sådan er det.”, (s.3 – l.90-92). Her viser hun hvordan hendes ægteskab ender, stik imod eventyre der ender lykkeligt, ender med en skilsmisse.
Lone Hørslev skriver sit digt ud fra sorg, vrede og irritation over sit tidligere ægteskab. Hun beskriver en gammel flamme, der ligesom giftige blomster og bær, ser ud til at være så naturlig og godsindet, men inderst inde er det ondeste, og fyldt med gift der kun volder skade på hende. Digter-jeget danner denne kontrast mellem naturen og det humane, når hun skriver at menneskelighed bl.a. går ud på at kæmpe ud fra sit instinkt, dræbe og bide. Hvis et hvert menneske skal forsvare sig mod fjender kommer det naturlige instinkt frem i os, dette sammenligner digter-jeget med menneskets forhold til andre. Det er ligesom ægteskabet, man skal kunne klare at leve sammen og ikke slå hinanden ihjel, snerre eller bide, for at forholdet skal kunne fungere. Lone Hørslev beskriver i sit digt ”Giftige blomster og bær”, at hun har svigtet sine børn og idealet som mor, ved at have bragt sit begær i første række. ”Mit besværlige begær og giftige bær og sure tæer og DET skulle jeg selvfølgelig aldrig have gjort, for man ved det jo godt: man må ikke bedrive HOR. Og slet ikke når man er mor. Man må ikke.”, (s.1 – l.19-25). Her beskriver digter-jeget, hvor forkert det er at begå hor og utroskab, når man har børn og mand derhjemme. Hun beskriver bl.a. hvordan hendes mand er et svin overfor hende, og de begge bør undskylde overfor hinanden, og droppe denne krig og skænderier mellem dem; ”Og havet et HORN i siden på hinanden og skylde hinanden (en undskyldning for eksempel) og kulsukker”, (s.2 – l.59-61). Kulsukker blomsten bliver beskrevet således; den regnes for at være en farlig plante at bringe ind i haven, fordi den spreder sig og risikerer at udkonkurrere andre planter. Kulsukkerplanten kan sammenlignes med deres forhold, hvis de bringer skænderier og konflikter ind i forholdet, er det svært at gøre det rent og pænt igen, det vil hele tiden sprede sig og intet godt kommer ud af klammerierne. Det nytter ikke noget at give hinanden tomme trusler eller gøre hinanden yderligere ked af det; ”Og trusler så tomme som den flaske jeg har stående her foran mig på bordet”, (s.2 – l.67-68). Digter-jeget siger stop, og smider håndklædet i ringen, hun giver op på skænderierne og vreden mellem hende og hendes mand. ”og som de sagde forleden i DAB-radioen i køkkenet, er livslang kærlighed jo ikke noget nyt, nej, livet er bare blevet længere”, (s.2 – l.44-46), ved disse to linjer påpeger digter-jeget, at der ikke findes noget ”at leve lykkeligt til deres dages ende”. Det har der aldrig været, det var kun fordi livet var kortere for mange år siden; ”På Jesu tid levede folk cirka sammen i 10-15 år, i dag kan man snildt leve sammen i 50. Hvis man kan.”, (s.2 – l.47-49). Hun betoner her for sig selv, at ingen ægtepar kan leve sammen hele deres liv, så det er helt normalt at hun er blevet skilt, og skal derfor ikke tænke mere på det. De mange giftige blomster og bær som digter-jeget remser op, er et symbol på hendes giftige og dårlige ægteskab. Normalt forbinder man blomster og bær med noget smukt og skønt, men i dette digt skal vi se det som noget dårligt og forfærdeligt.
Flere og flere ægtepar bliver skilt, fortæller Ordkraft værten Klaus Rothstein, ”i løbet af det seneste døgn er cirka fyrre danske ægtepar gået fra hinanden.”, (00.03-00.08). Lone Hørslev er en af de mange danskere der bliver skilt hvert år, og giver i sin digtsamling ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” et indblik i hendes skilsmisse. Det er lige netop hendes skilsmisse der bliver reflekteret over, skrevet ned papir og udgivet som bog, som alle og enhver kan læse. En skilsmisse er for mange mennesker et privat ting som ikke vedkommer andre, men i litteraturens verden, hvor forfattere ofte tager afsæt i deres private liv, er der ikke så meget der ikke vedkommer andre. Lone Hørslev fortæller, at det handler om man skal være hudløs ærlig i sin forskning om hvad det vil sige at være menneske, når man skriver litteratur. Derfor mener hun man sagtens kan tage afsæt i sine egne oplevelser, følelser og privatliv. Lone mener ikke litteraturen skal skelne mellem det private og det personlige, hun mener det skal være vedkommende. Og det skal skrives i det private men have en form af det vedkommende, så der kommer et litterært filter omkring det. Lone Hørslev viser flere steder i sit digt ”giftige blomster og bær”, hvor hun åbner for sit privatliv og situationer, som umiddelbart ikke ville vedkomme andre; ”Jeg vovede engang at åbne for et lille indre hus af begær (…) man må ikke bedrive HOR”, (s.1 – l.18-24). Her er hun bund ærlig omkring sit utroskab og viser, hvor forfærdeligt hun har det med det. Hun fortæller bl.a. hvordan hun har svigtet sine børn og hendes ideal som både kone og mor. Mange af disse selvbiografiske træk går igennem hele digtet, med en klar åbenhed til læseren. Nogle vil til dette sigte, måske stille spørgsmålet; Hvor privat må det egentlig være når man skriver litteratur? Da det jo for mange unægtelig er privat at snakke om sin skilsmisse. Lone Hørslev fortæller til Ordkraft værten; ”Det private er en kilde der er der, men det er ikke hele landskabet”, (03.16-03.19). Det er som tidligere nævnt kommet igennem et slags litterært filter. Forfatteren mener dog også, at hun ikke har noget imod at bruge hendes private historie som afsæt for at skrive nogle digte. For som hun siger, så er det jo det vi ved allermest om. Hun benytter gerne sig selv, som et studieobjekt til at fortælle noget om, hvad det vil sige at være et menneske. Denne hudløse ærlighed, som Lone Hørslev benytter i sit digt, er noget vi alle kan relatere til, da vi alle er nysgerrige individer. Nysgerrige individer der elsker andre menneskers private kriser og dramaer i hjemmet, hvilket er et godt emne til litteratur.