På baggrund af problemformuleringen har jeg fra Tom Kristensens digtsamling Fribytterdrømme(1920) udvalgt 2 digte, til nærmere analyse og fortolkning.
Digtene, ”Fribytter” og ”Det Blomstrende Slagsmål”, er ikke mindst udvalgt pga. deres egenskaber som ekspressionistiske værker, men også med vægt på deres tematiske forskelligheder. En separat analyse af hvert digt, vil give grundlag for at sammendrage, og herved slutteligt belyse Tom Kristensens stilistiske virkemidler.
To malerier fra ekspressionismen inddrages, for perspektivering fra Tom Kristensens skrevne – til den malede ekspressionisme, udelukkende for sammenligning af den ekspressionistiske stil på tværs af kunstarterne. Billederne er: Olivia Holm-Møllers ’Sjælen er Gul’(bilag 1), der er valgt på baggrund af malerens forhold til farve, og Ludwig Meidners ’Apokalyptisk landskab’(bilag 2), der er valgt pga. den karakteristiske brug af farver og bevægelser i billedet.
Slutteligt inddrages novellen ”Ulykken” til perspektivering i forhold til Tom Kristensen som ekspressionist. Da denne novelle er at betragte som et essentielt etisk omsving i Tom Kristensens ekspressionistiske forfatterskab.
Men som udgangspunkt for en videre forståelse af opgaven vil jeg som det første kort redegøre for oprindelsen af den danske ekspressionisme, og Tom Kristensens relation til denne.
Ekspressionismen og Tom Kristensen
Tiden efter første verdenskrig(1914-1918) var præget af de forfærdelige omstændigheder, under hvilke krigen var foregået. Millioner af Europas unge mænd var blevet slået ihjel under meningsløse skyttegravsslag. Ufattelige grusomheder der nu truede selve forestillingerne om eviggyldige menneskelige og religiøse idealer. Der var revolution i Rusland (1917), og verden var nærmest på renden til kaos. Tilværelsen oplevedes uden en på forhånd givet mening.
Som resultat af dette opstod en empiristisk og kritisk indstilling, i samfundet, til litteraturen, såvel som andre kunstarter. Kunstnerne var derfor nødsagede til at eksperimentere med deres udtryksformer. Malerkunsten i Danmark lod sig inspirere af de tyske, ekspressionistiske malere fra bl.a. malersammenslutningen Die Brücke.
Som et opgør med den naturalistiske, sterile objektivitet, hvis ideal var at skildre virkeligheden så naturtro som muligt, opstod den modernistiske retning ekspressionisme, som modsætning til naturalismen. Kunstneren søgte nu at udtrykke sin egen subjektive virkelighedsoplevelse. Den litterære ekspressionisme begyndte snart at tage form, med udgangspunkt i samme principper som den malede. Brugen af farver og kontraster, den stærke udtrykskraft og tilsidesættelsen af den naturalistiske fremstilling.
Derudfra blev de danske litterære ekspressionister indirekte påvirket af den tyske ekspressionisme. Men som Tom Kristensen selv udtalte i et radioprogram i maj 1962:
”Den tyske ekspressionisme havde vi absolut ingen kontakt med.
Vi havde vist egentlig talt kun kontakt med ordet og så troen på vor fantasi.”
Med denne essentielle tro på fantasien tilfælles med sine tyske kollegaer, begyndte en ung Tom Kristensen at beruse sig poetisk i storbyens kaotiske liv. En æstetisk Tom Kristensen indleder sit forfatterskab med sin(e) Fribytterdrømme.
Fribytter
Ordet fribytter er et synonym med sørøver, og er en person der har frihed til at tage og bytte. Tom Kristensen. tager også sit udgangspunkt i dette, men fortolker således det at være fribytter:
”Fribytter – det er i min betydning, en individualist, der ikke følger nogen borgerlig sti, altså en rejsende, måske en vagabond.”
I digtet er digteren fribytteren og sejleren. Den uborgerlige individualist og uafhængige kunstner.
Temaet i det første digt, i Tom Kristensens debut-digtsamling, tager herved sit omdrejningspunkt i selve skriveprocessen.
Selve opbygningen i digtet er fire strofer, med hver otte verselinier. Enderim-strukturen er i alle strofer som følger: a – b – c – b – d – e – f – e.
I hver strofes førstelinie tillægges et nyt aspekt til billedet af fribytter-digteren der, i en række retoriske spørgsmål, fremstilles som ”Sejler”, ”Samler”, ”Drømmer” og ”Skaber”.
Det at dele af digtet er formuleret som retoriske spørgsmål, der står i præsens, kombineret med den futurum resten står i, giver digtet en fængende visionær futurum – en drømmende stemning.
– Fribytteren (digteren) fremstilles i første strofe som en sejler – fri og uafhængig. En sejler der flakker fra grønt til rødt. Overordnet set, kan det grønne mod det røde forstås som landjordens kontrast imod horisontens røde solnedgang. Farvernes ekspressionistiske symbolværdi underbygger denne modsætning ganske godt. Hvor den grønne, som den passive og rolige komplementærfarve til lidenskabens røde farve, symboliserer stilstanden og det gængse, er vildskaben og livet forbundet med den røde. Ydermere underbygges kontrasten imellem sejlerens forhold til hvad han er på vej væk fra, og hvad der venter ham. Han stirrer vågnende mod livet(det røde), men søvnig mod alt som er dødt (kontrasten: det gængse, det grønne.) Jo længere væk han kommer fra det grønne, jo mere vågen bliver han. Denne kontrastdannelse er grundlæggende for den videre færd i digtet, da det grønne nu er ladet tilbage og det røde ligger for.
I sin frihed ligger sejleren og døser ”…i læ af latinersejlet og ser på de vilde lande…”. Landene spejler sig i havet. En spejling der i anden strofe tillægges en højere værdi.
– Fribytteren er i anden strofe en samler ”…der spejler alverdens lyst…”.
Havet hvori de vilde lande afspejles, er det samme hav der afspejler alverdens lyst. Digterens indre hav der afspejler hvad han oplever:
” – Den kalkhvide havneby kravler
fra havet mod blå bjerges kyst!
– Af templernes knaldrøde porte
bedåres de sorte svaner!
– Den solhvide sky forfølges
af de hidsige, mørke traner!”
Tre på hinanden følgende punktopsatte udråb, fulde af farver og billeder. Samleren spejler(samler) det hele. Havnebyens jævne liv, templernes helligdomme og naturens blå bjerge, sorte svaner, solhvide skyer og mørke traner. Imidlertid tillægges havnebyen at kunne kravle, templernes porte at kunne bedåre og tranerne at forfølge skyerne. Umiddelbart en besjæling af genstandene, men set i lyset af at tingene jo netop afspejles i samlerens indre hav, må det tolkes som at værdien er noget der tillægges havnebyen, portene og tranerne af samleren (digteren) og gengives i hans fortolkning.
Farverne: Blå, knaldrød, sort og hvid står som kontraster til hinanden, og har som formål at underbygge oplevelsen af det beskrevne scenarium, og forstærke den billedmæssige værdi.
– I tredje strofe er fribytterdigteren en drømmer ”…med sind som et vands metal…” Det indre havs spejlblanke overflade fremstår i sin renhed som ’vands metal’. Tom Kristensen bruger her et naturligt fænomen – spejling af lys i vands overflade – og lader herved henvise til en genkendelig association, så billedet herigennem fremstår.
Ned i dette metal-blanke hav falder ”…drejende og funklende…” ”…syner som frugttræers blade…”. Afspejlinger i form af sanseindtryk synker ind i digterens sind og sjæl, og den før spejlblanke overflade dugges nu af drømmes ånde. Digterens rene sanseindtryk udviskes ved påvirkningen af hans egen subjektive opfattelse af dem, når de ”…på et sølvstille vand bliver vugget…”. Altså når de når ind til hans sind. Vandets metal defineres i sidste vers som sølv (”…sølvstille vand…”) Dette forstås som en yderligere forædling af digterens indre spejl.
Brugen af drømme og indre spejlblanke vande, giver digteren en æstetisk karakter. Et objektivt og ukritisk opfattende menneske, hvis indtryk dog videreformidles med en uforegiven, naturlig og meget personlig præget subjektivitet.
– I fjerde strofe er fribytteren en skaber. En digter der hengivent kæntrer i sit indre hav, for derpå i genkomsten ”…atter at støbe sig Syner med lysere, og farverig tro…”. Altså at skabe digte, prægede af den nyfundne subjektive æstetik.
”For atter med voldsomme hænder
af skabende evne krummet
at slynge sin indre verden
med dens flammehjul ud i rummet…”
Hænderne er voldsomme og krummede, af skabende evne. En kraft og evne der bruges til at slynge den indre verden med dens flammehjul ud i rummet. Jeg forestiller mig en diskoskaster op til, og under selve kastet. En koncentration af råstyrke ender i en nærmest orgastisk (uden at dette skal opfattes vulgært) kraftudladning, hvormed den ”flammende” diskos slynges af sted.
Verden hvirvler ind i sjælen, og slynges for fuld kraft ud igen som digte.
I det store hele er digtets tema Tom Kristensens opfattelse af skriveprocessen omkring værkerne i hans digtsamling. En slags indledning til digtende – et programdigt. Derudover har det også til formål nærmere at definere titlen på det samlede værk (Fribytterdrømme). Altså en kortlægning af hvem og hvad denne drømmende fribytter egentlig er.
Karakteristisk for Fribytter er brugen af farver, billeder og bevægelse. Filosofiske, stærke begreber som liv, død, drømme og sjæl benyttes, og håndteres ved brug af farverne, bevægelserne og billederne. Ernst Frandsen siger om netop Fribytter:
”Ordene smøres ud over verset, som maleren smører farver på lærredet med penselskaft og spatel og tommelfinger, både sanseordene, som bygger billedet op, og de andre, der bidrager til dets stemning.”
Farverne bruges i to forskellige sammenhænge. Som nu at den røde og den grønne farve i strofe et har en symbolsk betydning, er ikke nødvendigvis ensbetydende med at alle farver digtet igennem skal tillægges en sådan. Det kan man selvfølgeligt godt gøre, men jeg er af den overbevisning, at det netop gælder de ekspressionistiske digte, at farver også blot indgår som et virkemiddel i tydeliggørelsen af det billedlige udtryk.
Rytmen i digtet fremstår nærmest som en melodi, og der afviges meget lidt fra den faste struktur. Dette gør at man læser sig igennem digtet uden at den konstante strøm af billeder, skabt i ord, afbrydes.
Det Blomstrende Slagsmål
Digtet er bygget op af syv strofer, hvori der i de første fem er otte verselinier. I strofe seks og syv er der henholdsvis seks – og to verseliner.
Enderim-strukturen er i de første fem strofer regelmæssigt opbygget efter følgende form:
a – b – b – a – c – c – d – d.
Digtet foregår på flere forskellige fortællermæssige plan, der blandes sammen til en æstetisk beskrivelse af et værtshusslagsmål. Først er der det reelle handlingsplan, hvorpå der egentligt bare udspilles et slagsmål imellem to værtshusgæster. Men i fortællerens (digterens) gengivelse, genskabes slagsmålet på et billedplan af subjektive, besjælende og metaforiske fortolkninger.
– Første strofe tager sit udgangspunkt imellem borde og stole ved et sejlende grønt billardbord, der som en grøn ø ”…vugger i tågernes sø…”. Allerede her indtræder synligheden af de flere plan, og måden hvorpå disse blandes sammen. Der er tydeligvis tale om et grønt billardbord der står i midten af et tilrøget lokale med borde og stole. Dette er imidlertid, i digterens øjne, en sommergrøn ø, der sejler og vugger i en sø med tåge. En og samme ting, der beskrives på to måder, i tre vers. Senere hen i digtet opleves det dog at realplanet kommer til kort, og digterens subjektive beskrivelser bliver dominerende. Beskrivelsen giver en association til noget der er at finde i naturen, og denne søgen af naturen som forbindelse fortsætter i følgende vers.
”…Elfenbensskinnende sole…” – de skinnende billardballer er nu sole hvis gang, i fest beherskes af ”…guder i skjorteærmer og vest…”. Disser guder er de spillende værtshusgæster, der behersker hvad digteren betragter som billardbordets solsystem af skinnende sole. Spillerne tillægges gudestatus, og disse guder magter at lege med det menneskeligt ubeherskelige. Herved ophøjes spillerne ikke blot med titlen, men også evnerne som guder. Der er imidlertid ikke noget umiddelbart religiøst og helligt ved denne guddommelighed. Digteren tillægger mere spillerne en slags universel almægtighed, frem for en religiøs.
– Strofe to. Den frodige, grønne ø(den grønne farve tillægges ikke symbolsk værdi, da den blot fungerer som virkemiddel i relateringen til naturen), som kendes ved billardbordet, og tobakstågers elv beherskes af ”…drukkenskabs- guder…”. En tilføjelse til gudernes universelle almægtighed. Ikke blot behersker de solene i universet, men også naturen som vi kender den – i form af ”…den frodige ø…” og ”… tobakstågernes elv…”.
”…Men ikke sig selv…” behersker guderne:
”Den ene almægtige langer den anden en kø
og rammer hans glas
hvor almagt har plads,
og riget og magten, skabte i rus,
er styrtet med glassets kvasen i grus.”
Reelt sker der her det at den ene spiller kommer til at vælte den andens øl på gulvet, og glasset går som følge i stykker.
Der er i ovenstående citat imidlertid et særdeles interessant aspekt, i måden hvorpå en selvmodsigelse følgende indirekte redegøres for i samme strofe. Selvmodsigelsen opstår i citatets første vers: ”Den ene almægtige langer den anden en kø…” Selvmodsigelsen består i at der i sagens natur kun kan være en der er almægtig. Ellers kan denne jo ikke være almægtig, i ordets rette betydning. Og da ”…den anden…” jo ligeså vel, i formuleringen, er almægtig som ”Den ene…”, skaber dette et dilemma i det faktum at almægtigheden som sådan ikke kan bestå. Men den følgende slet skjulte redegørelse for dette dilemma kommer da han ”…rammer hans glas hvor almagt har plads,…”. Faktum er at denne almagt reelt bunder i spillernes selvopfattelse, og accept af hinanden som tilstedeværende på bekostning af at de ser sig selv som den anden overlegen. En selvopfattelse der har sin rod i glasset, eller rettere glassets indhold. Guderne skabes igennem alkoholens påvirkning af spillernes selvopfattelse: ”…riget og magten, skabte i rus…” Riget og magten, der i ’Fadervor’ netop underkastes kristendommens ene og almægtige gud. Hvor, i digtet, riget og magten begge står i bestemt ental, henviser ”…skabte…” til flere riger, og flere magter. Altså at begge spillernes indre rige og magt, der er selvskabt i spillernes rus, styrter ”…med glassets kvasen i grus…”.
Det ville være overflødigt at tillægge brugen af religiøse elementer en religiøs betydning i selve digtet. De fungerer som sproglige virkemidler i underbygningen af læserens forståelse af den universelle gudestatus, som spillerne på et helt tredje plan har fået. Et tredje plan der består af at fortælleren her subjektivt gengiver spillernes selvopfattelser.
I denne strofe frafalder denne gudestatus de to spillere.
– I starten af den tredje strofe overtager billedplanet helt gengivelsen af hændelserne, og farver og bevægelser danner grundlag for en metaforisk beskrivelse af den ene spillers raseri. I rasende hvidt flammer en himmel for hans øjne, et glødende sværd svinges i tågeblåt vejr. En brug af farver og bevægelser til underbyggelse af udtrykket i det visuelle. Hertil tillægges farverne yderligere beskrivende ord, i form af rasende (hvidt), og tåge(blåt).
I vers fire og fem, fremstår realplanet, og versene er blot en beskrivelse af det konkrete:
”Han glatter de krøller, som ned over panden er strøgne mod øjnenes bryn…”