Indledning
Litteraturhistorien har altid formet sig efter de skelsættende begivenheder og skred i den verdens-politiske situation. Dette gør sig også gældende for den danske litteratur, hvis ideologiske og æste-tiske krumspring udfoldede sig i skyggen af de meget traumatiske erfaringer fra Første Verdens-krig.
Danmark var ikke direkte inddraget i Første Verdenskrig, og oplevede derfor ikke – som en lang række af de krigsførende lande – nedbrydningen af samfundets grundprincipper og kulturinstitutio-ner. Sammenbruddet var dramatisk i de besejrede lande, som alle uden undtagelse var blevet me-get rystet af den revolutionære tilstand.
Danskerne oplevede dog alligevel årene efter 1918 som en efterkrigstid. ”Bølgeringene fra Saraje-vo” fortsatte med at brede sig, og nåede også til Danmark som en udbredt fornemmelse af, at en velordnet verden var styrtet i grus, og at noget helt nyt og uvist var ved at tage sin begyndelse. Det var en oplevelse, som hos nogen skabte pessimisme og gru, og på baggrund af det aktuelle kaos så kunne tiden før 1914 dermed fremtræde i et forskønnet lys, som ”de gode gamle dage”.
Spengler, den tyske historiker og filosof , stod som repræsentant for den pessimistiske stemningen efter Første Verdenskrig, men han fik hurtigt modspil af positive strømninger, som anså krigens kaos som en mulighed for en ny begyndelse.
Især hos unge skabte sammenbruddet en lykke rusende forventning om en fremtid lykkeligt befriet for traditionernes bryde. Men uanset holdningsmæssige uoverensstemmelser, så var det en ud-bredt fornemmelse, at opløsningen af alle politiske og kulturelle normer, som allerede var en reali-tet i mange andre lande, også ville blive en del af Danmarks fremtid.
To af denne periodes vigtigste lyrikere, Emil Bønnelycke (1893 – 1953) og Tom Kristensen (1893 – 1974) , kan siges at være indbegrebet af de kunstneriske positioner, som blev trukket op. Den alt afgørende skillelinje var her, om man var kritiker eller besynger, pessimist eller optimist af den mo-derne verden. I realiteten var det dog mere komplekst end lige så, og i flere forfatterskaber ses der således også en vekslen mellem betagelse og forbandelse af det moderne liv, som det blev legem-liggjort i den pulserende storby.
Jeg vil derfor indledningsvis redegøre for de samfundsmæssige og politiske følger af industrialise-ringen og Første Verdenskrig med fokus på Danmark i årene efter Første Verdenskrig. Efter rede-gørelsen vil jeg analysere, hvordan krigen og det nye bybillede kommer til udtryk i den danske litte-ratur i årene efter Første Verdenskrig. Afslutningsvis vil jeg vurdere forskellene mellem hvordan ekspressionisme og furturisme fremstiller bybilledet i mellemkrigstiden. Jeg vil her inddrage det nye skønhedsbegreb.
Danmarks efter Første Verdenskrig
På det samfundsmæssige og økonomiske område så gav Første Verdenskrig Danmark erfaringer med rationering, krisestyring og statslige indgreb i økonomien. Disse erfaringer blev igen brugt og videreudviklet under krisen i 1930’erne samt under den tyske besættelse i 1940-1945.
I tiden efter Første Verdenskrig og frem til midten af 1930’erne flyttede både det politiske, demo-grafiske og økonomiske tyngdepunkt i Danmark sig fra land til by. Landbruget blev svækket imens at industrien viste en stor fremgang.
I 1920’erne var Venstre de selvejende gårdsmænds parti. Landbruget havde nemlig en meget cen-tral betydning for den danske økonomi på dette tidspunkt, og udgjorde dermed en stor andel af valutaindtjeningen (ca. 75% ). Landbrugets politiske repræsentanter havde en betydelig stor ind-flydelse og gennemslagskraft ved politiske krav om, at lave skatter og frie forhold for udenrigs-handlen.
Venstres vælgertilslutning gik dog tilbage i 1920’erne, bl.a. fordi at der skete en befolkningsmæs-sig bevægelse fra land til by. Dette skyldes den øgede mekanisering i landbruget og et betydeligt stort fødselsoverskud på landet, samt en voksende industrialisering i byerne. De nye beboere søg-te oftest deres interesser repræsenteret hos Socialdemokratiet. Derudover fik Socialdemokratiet i stigende grad fat i flere af de landarbejdere, som tideligere stemte på Venstre.
Kulturforskelle mellem land og by
Forskydningerne i de politiske forhold i mellemkrigstiden var en stor del af en afspejling af de de-mografiske samt erhvervsstrukturelle ændringer. Dette skærpede en række kulturelle konflikter – især konflikten mellem bønder og arbejdere, samt mellem land og by tegnede sig tydeligere og tydeligere i løbet af 1920’erne.
De stereotype forestillinger blev efterhånden stærkere. Mange af bønderne mente nemlig, at ar-bejderne var socialistiske samfundsomstyrtere, som hellere ville leve på understøttelse i værtshu-sets dunkle belysning, end at levere et ærligt stykke arbejde. Arbejderne fortalte derimod hinan-den, at bønderne udbyttede og mishandlede landarbejderne, og i kraft af landbrugseksportens betydning, kunne diktere den økonomiske politik, samt tilgodese sig selv på samfundets bekost-ning.
De kulturelle modsætninger og fortvivlelse om økonomiske problemer skabte for den arbejdsløse arbejder og den tvangsauktionstruede bonde, en rungende kimen til radikalisering. Det kunne tyde-ligt ses på begge føje.
Danmarks Kommunistiske Parti gjorde Socialdemokratiets rang stridig, som arbejderparti med høj-lydte krav om mere håndfaste løsninger på arbejdernes problemer.
På den modsatte fløj voksede protest bevægelsen, Landbrugernes Sammenslutning, frem som med kritik af parlamentarismen samt byernes og arbejdernes alt for store indflydelse, blev en kon-kurrent for Venstre. Om end højlydte forblev de antiparlamentariske partier i Danmark dog margi-nale fænomener uden parlamentarisk indflydelse i modsætning til resten af Europa.
Den danske litteraturs reaktion på industrialiseringen
Overalt i Europa viste krigen sig som et opbrud i litteraturen. I nogle tilfælde syntes litteraturen endda at foregribe udviklingen, for allerede i årene op til krigen havde de avantgardistiske kunst-retninger pejlet den brudfyldte og disharmoniske situation. Det var i sandhed de mange ismers og manifesters tid. De helt konkrete idéer vekslede fra den ene isme til den anden, men de var alle fælles om opfattelsen om, at de gamle kunstneriske udtryk havde mistet deres gyldighed.
Den lyriske genre var begunstiget i en lang række henseender. Formen egnede sig til at udtrykke generationens erfaring med opbrud og forvirring oven på verdenskrigen, dens store begejstring over teknologiens triumfer og bylivets mangfoldighed, samt dens visioner for samfundets omvælt-ning. Samtidig kunne denne udbredte skepsis over for virkelighedsefterligning også komme til ud-tryk i lyrikken, som netop er den litterære genre som i ringest omfang har haft til opgave, at efter-ligne den ydre verden i stedet for den indre.
Hverdagen forvandles
I mange af tidens værker havde kaosoplevelsen også en anderledes umiddelbar side, som vendte ud mod hverdagen. Tilværelsen i de store byer ændrede især karakter efter krigen.
Krigen kom derfor til at udgøre en ramme omkring mange af de kunstneriske udtryk. Den ”kaotiske tid” blev den kaldt af maleren Mogens Lorentzen. Han fastslog også, at ”Krigen, der omvælter alt, og hvoraf mægtige politiske og sociale Reformer vil fremgaa, angiver Arten, Tempoet og Dimensi-onerne af vor Tids Kunst.”
Arten, tempoet og dimensionerne i denne tids litterære kunst, passede til den lyriske form. Ver-denskrigen fremskyndede mange i de krigsførende lande til at gribe lyrikken. Der var dog ingen af de fremtrædende danske digtere som havde nogen personlige oplevelser med selve krigen, men alle havde forestillinger om den, og mange fortolkede den – ud fra en meget mytisk historieopfat-telse – som et tegn samt et rettidigt indgreb i den udviklings hæmmede vesteuropæiske kultur. Hvad enten opbruddet og krigen blev tematiseret direkte eller ej, var erfaringen ofte underforstået i det lyriske udtryk.
Storbyen kommer ind i lyrikken
I Emil Bønnelyckes tidlige digtsamlinger blev storbyen for første gang taget op som et selvstændigt tema i dansk lyrik – ”Storbyen skød op i Lyriken”, som Tom Kristensen bemærkede.
Nu blev København, dens gader og færdsel samt livlige lokaliteter også tematiseret i lyrikken. Ud-viklingen fremgår f.eks. tydeligt af titel valget Asfaltens Sange , som både adskiller sig og spiller sammen med titlen på Jeppe Aakjærs digtsamling Rugens Sange fra 1906. I titlen ligger der nem-lig to betydninger, dels at asfalten – og storbyens øvrige inventar – bliver besunget, men også at den selv synger deri. Et af de meget bemærkelsesværdige greb, som Bønnelycke anvender, er at lade fænomener som asfalten, telegrafpælene og kiosken træde ind som et lyrisk jeg, for at be-synge det byliv, som de tager del i. I andre digte så tilhører stemmen skikkelser, der er på farten, ligesom byen er i bevægelse: de flakende indtryk af byen gengives af noget som driver omkring, uden at have et bestemte formål med sin færden.
Udtrykket besyngelse optræder hyppigt i forbindelse med Bønnelyckes by digtning, og det er den bekræftede indstilling til byens mangfoldighed, som præger den.
Bønnelycke bruger også en opremsningsteknik til at formidle byens mange indtryk, blandt andet i digtet ”Gaden” fra debutsamlingen:
”Sporvogn, der brummer. Klokker der kimer og slaar. Travle Butikker, hvor Dørene knalder og gaar. Ruslæderstøvler i Vindver og Laksko i Spejle -. Hovslag i Asfalt, der klinger som Logulv for Plejle … Summende Cykler, Ekspresbud og Lynskud af Postbud. Sminkede Piger, og Skinger af pibende Drenge.
Kaos, der klinger mangfoldigt og hvileløst længe.”
Som det fremgår af udsagnsordene ”brummer”, ”kimer”, ”klinger”, ”knalder” og ”slaar” er det først og fremmest byens lyde og rytmer, som digtet opfanger med sit mål og sine rim et lydmalende udtryk. Lydene benævnes i digtet, de kan blot ikke høres. Dette hører med til Bønnelyckes be-stræbelse på at skabe digte, der rækker ud over sprogets meningsniveau, som han også forsøgte at gøre det med revolverskud og grafiske figurer.
I tiden hvor Bønnelyckes digte blev skrevet, var der en meget optimistisk tendens i det danske samfund, som havde tjent på eksporten til de involverede nationer i Første Verdenskrig. Omvendt så havde krigen forstærket undergangsstemning i andre egne af det europæiske kulturliv. Begge tendenser findes i Bønnelyckes tidlige digtsamlinger, hvori den ekspressionistiske kulturpessimis-me står side om side med den furturistiske optimisme.
I det berømte prosadigt ”Aarhundredet” fra Asfaltens Sange (1918) erklærede han tiden sin kær-lighed, og hyldede dens mangfoldighed samt alle de forventninger, som fulgte af dens uforudsige-lighed:
”Jeg elsker dig, du gaadefulde Tid, du Seklernes Sekel, der er rig paa aldrig før anede Om-skiftelser, rig paa Kaos, paa Forvirringens Skønhed, Hastighedens Pragt, rig paa halsløse Fremskridt, rig paa Rædsel, paa en svulmende, morderisk Ouverture, Krigen, hvis Basuner, Kanonerne, og Trommer, Mi-trailløserne, forkynder Verdensrevolutionen.
Jeg elsker din tekniske Grænseløshed. Jeg elsker Maskinernes endnu ukortlagte Land, Propellernes Tidsal-der, hvor Menneskeheden for første gang i Historien løfter sig fra Jorden, hvem ved, for engang helt at forla-de den… erobre en anden Klode…gøre den til sin…
Jeg elsker alt det, som sker og som skal ske. (…) ”
Trods Bønnelyckes kærlighedserklæring er skrevet og udgivet i tiden op til afslutningen af Første Verdenskrig, så har den helt åbenlyst ikke haft nogen neddæmpende virkning på fremtidsforvent-ningerne. I en periodemæssig sammenhæng så fremstår digtets fremtidsfilosofi, med en betoning af uforudsigeligheden, som en modsigelse af den beslutsomme tænkning, der havde præget det foregående århundrede. Det er furturismen, som med programmatisk fyndighed bliver formuleret for det danske publikum.
Mennesket i byen og byen i mennesket
I den ekspressionistiske lyrik projicerer det lyriske jeg sin indre verden ud i den ydre. Måden hvor-på jeget beskriver den ydre verden, er også et udtryk for jegets sindstilstand. Som Tom Kristensen skriver i sit digt Fribytter: ”(…) at slynge sin indre Verden / med dens Flammehjul ud i Rummet?” Her er det altså hvordan mennesket viser sig i byen.
I den futuristiske lyrik formes jegets indre verden af den ydre verden, idet at det er den ydre ver-den, som er skyld i jegets ekstatiske sindstilstand. Her er det altså, hvilken position jeget indtager i byen.
Futuristernes målsætning er at bryde op med fortiden, de vil gerne have, at vi skal se fremad i ste-det for. De er meget provokerende i deres sprogbrug, og vil gerne starte nogle bevægelser, som skal få os til at ændre syn og opfattelse, og blive en del af et mere moderne samfund. De lever efter princippet ”ud med det gamle, ind med det nye”.
Futuristerne mener også, at kunsten skal være præget af fart, dynamik, som man udtrykker det: til helvede med museerne og bureaukraterne, og i det hele taget til helvede med alle overleverede forestillinger.
Dynamikken i det kunstneriske program omsættes til dynamik i den sociale virkelighed: der er tu-multer og vold i kølvandet af futuristernes teater og happenings.
Kaos og skønhed
Tom Kristensens lyriske værker er, som forfatterskabet generelt, under både indflydelse og be-tænkelighed af tidens æstetiske og politiske turbulens. I digtene stilles konflikterne nemlig frem i kunstneriske former, der direkte engagerer læseren. Således er konfrontationen med kaos presse-rende i Kristensens digte, men der er aldrig tale om nogen betingelsesløs hengivelse til det. Mødet med kaosset er altid formidlet gennem strengt komponerede strofiske digte, der i en hvis grad ud-taler en tilbøjelighed til æstetisk orden. Der er, med hans egne ord, orden i sagen, også når sagen er vold, kaos eller meningsløshed, som ofte er tilfældet i Tom Kristensens tidlige lyrik.
Mangfoldigheden er ganske tydeligt allrede til stede i debutdigtsamlingen Fribytterdrømme (1920), der tematisk og stilistisk løber i mange spor på en gang. De programmatiske, og forkyn-dende digte står side om side med sort-humoristiske viser, københavnske bylivssituationer blander sig med scener og syner fra eksotiske egne, højstemte, ophidsende udtryk veksler med lavkøben-havnsk sociolekt.
Fællesnævneren for digtene i Fribytterdrømme er desuden oplevelsen af kaos og destruktion, samt viljen til at se skønheden heri. ”Skøn som en sønderskudt Banegaard / er vor Ungdom, vor Kraft, vore vilde Idéer” , erklæres det i programdigtet ”Landet Atlantis”, som benytter den dekla-matoriske stil, som var udbredt, inden for tidens politiske sprogbrug.
Sønderskudte banegårde havde ikke manglet i Europa under Første Verdenskrig, som var afsluttet mindre end et halvt år før Fribytterdrømme udkom. Det overraskende er det æstetiske perspektiv, som destruktionen her sættes i. Programmet som digtet præsenterer er nemlig ikke politisk: målet digtet sigter mod er skønhed og ikke retfærdighed. Landet Atlantis, som digtet besynger, er ikke det svundne, undersøiske idealsamfund, som siden antikken har inspireret megen utopisk tænk-ning. Tværtimod er det den anarkistisk-kaotiske overgangstilstand, der skal gennemleves, for ”først gennem Landet Atlantis / naar vi til Skønhedens Rige” .
”Saadan er Længselens Land, Atlantis, hvor alle harmoniske Fordomme svigter. Farverne sprænges, og Formerne sprænges, og Skønheden skabes af grelle Konflikter. I Chaos jeg løfter min Bøsse mod Skønhedens Stjerne og sigter.”
Slutstrofen her kan læses som en opsummering af den æstetiske revolution i dansk litteratur. Nye former skabes netop ved, at de gamle former sprængtes. Skabelse og ødelæggelse betinger ifølge denne forestilling hinanden, de er på en måde dialektisk forbundne. ”Landet Atlantis” kan anses som en vision om destruktion og vold som vejen til skabelse og skønhed.
I det berømte manifest ”Furturismens Manifest” af Filippo Marinetti er det helt tydeligt, at der er kommet et nyt skønhedsbegreb i denne periode. ”Vi erklærer, at verdens herlighed er blevet beri-get med en ny skønhed: fartens skønhed.” . Her menes der den fart som byen og industrialiserin-gen udstråler. Manifestet hylder med sin tilgang til fartens skønhed industrialiseringen og storbyen.
”Kun i kampen er der skønhed. Kun det værk, hvori der angribes, fortjener navn af hoved-værk. Poesien skal være som et voldsomt anfald mod de ukendte magter, der skal lære at bøje sig for men-nesket.”
Det kom som følger af Første Verdenskrig, hvor litteraturen blev mere subjektiv, og digterne der-med begyndte at formidle, hvad de hver især fandt skønt.