Indledning
Jeg har valgt at skrive om pesten også kaldet den sorte død, da jeg med både en vis frygt og fascination kunne tænke mig, at fordybe mig i Europas mest dødbringende epidemi nogensinde . Pesten hærgede Europa, som en bestialsk massemorder og markerede sig med død og mørke over folket. Hertil er pesten med forskellige indfaldsvinkler blevet skildret i historien gennem tiderne. I den forbindelse vil jeg med det fundne materiale tage udgangspunkt i pestens udbrud i Europa, året 1347 . Jeg vil redegøre, analyserer og vurdere dens massive ødelæggelser samt dens påvirkning af middelaldermenneskets syn på livet.
Problemformulering
Jeg vil derfor undersøge pestens udbrud, symptomer samt religionens dominans over lægevidenskaben. Jeg vil analysere, hvad forholdet mellem pest, synd og straf betød for disse mennesker og hvorfor denne frygtelige epidemi for nogle betød en svækket tro på gud. Afslutningsvis vil jeg se på konsekvenserne og vurderer hvordan pesten formåede at få både negative og positive samfundsmæssige følger.
Afgrænsning
Pesten bar på en historie allerede før den kom til Europa , men for at afgrænse emnet har jeg valgt ikke at ligge fokus på dens udbrud forud for Europa.
Metodeovervejelser
Jeg har valgt, at få belyst min problemformulering ud fra nøje udvalgt litteratur , kilder samt en særlig dokumentar serie som jeg kritisk har valgt ud af mange, da jeg er interesseret i at fornemme den stemning der var omkring pesten, som en udsendelse formår at formidle. Alt dette har inspireret mig til at gå i dybden og arbejde målrette med stor interesse for emnet.
Dødsslørets ankomst
Citat: ”Dog bør dette ikke skræmme jer for at læse videre af frygt for stadig at skulle bevæge jer mellem suk og tårer; thi den gruopvækkende begyndelse er kun, hvad et uvejsomt og stejlt bjerg er for vandreren, når det for hans blik skjuler en skøn og herlig slette, der kun vil fryde ham så meget des mere, når den møjsommelige opstigning er endt. Som glæden altid følges af sorg, således afløses modgang også af en påfølgende fryd.”
Således skrev den italienske forfatter og digter Giovanni Boccaccios Dekameron et par år efter, at pesten havde hærget hans hjemby Firenze i Italien. Trods al rædsel denne mand må have oplevet kan man ud fra hans beretning fornemme, at håbet stadig findes i ham. Om han var den eneste med optimisme, håb og drømme om en lysere fremtid kommer jeg nærmere ind på, men for at forstå det fulde omfang af pestens ødelæggelser skal vi længere tilbage i tiden…
Året hed 1346, da den mongolske hær angreb havnebyen Kaffa på Krim. Det var et angreb i håb om, at sejre så de kunne få stort udbytte af søsidens handel. De stakkels mongoler nåede dog ikke langt i kampen da pesten nåede, at indhente dem og det siges tilmed at mongolerne valgte at sende en sidste ”kamphilsen” inden de trak sig tilbage. Her slyngede de med store katapulter intet mindre end deres kamp kammeraters pestramte lig over deres fjenders fæstninger, for at give smitten videre. * Sandsynligheden for at sidstnævnte blot er en legende og ikke real fakta er dog væsentlig stor. Om det var ved hjælp af denne metode at smitten nåede frem til indbyggerne i Kaffa spiller ikke den væsentlige rolle, for den frygtindgydende pest skulle vise sig, at være så smitsom at den herfra bredte sig med utrolig hast henover Europa.
Historiker betegner i denne tid, Europa for at være en moden frugt. Hvis pesten havde for øje at udrydde en stor del af befolkningen, var det barskt sagt tidspunktet at gøre det. Begyndelsen af 1300-tallets var for Europa præget af klimaforandringer kendt som den ´Lille Istid´, dette betød manglende vækst af afgrøder og kraftig nedsat høstudbytte, hvilket medførte hungersnød. Altså var menneskerne allerede afkræftet og et nemt bytte for pesten.
I begyndelsen af oktober 1347, lagde flere skibe til i Messinas havn på Sicilien. Om bord var udover Kaffas indbyggere som i desperat forsøg prøvede, at flygte fra pesten, også en anden smittebærer, nemlig den sorte rotte som skulle vise sig at spille en stor factor i forbindelse med spredningen. Da italienerne med egne øjne så at størstedelen af folket om bord var døde, beordrede de skibene til at forlade havnen, men på det tidspunkt var det allerede for sent… pestens dødsslør havde for alvor vist sin ankomst i Europa. Forud for dens ankomst var rygterne allerede begyndt at svire og snakken gik på at menneskeheden i Kina, Indien og den Islamiske verden stort set var blevet udryddet , men trods rygterne kan man næppe tro at Europa kunne forestille sig hvilken katastrofe der ventede dem. Fra Messina spredte smitten sig nu som steppeild langs kysterne og langsommere ind over land, en grund der er værd at overveje er måden de levede på. Kysten var nemlig tætbefolket bl.a. på grund af transportforholdene, mens dem på landet boede med en længere afstand til hinanden. Jo mere tætpakket folk boede jo hurtigere bredte smitten sig fra person til person. Fra Italien spredte pesten sig da videre mod Frankrig, Nederlandene, England, Tyskland og Skandinavien. Det tog pesten ca. 4-5 måneder før den havde gjort sit arbejde færdig i et område. I 1350 gik pesten i hi, men vente frygtelig tilbage igen helt frem til 1700-tallet. Kun ganske få områder i Europa blev skånet for smitten, som eksempelvis Milano, Nürnberg, Liège, det sydlige Polen og en stor del af det nuværende Tjekkiet. Den aksagte grund til dette vides endnu ikke med sikkerhed , men man kunne igen forestille sig at det sandsynligvis havde noget at gøre med en mere spredt befolkning.
Symptomer = DØDEN
Citat: ”Hvad jeg nu vil sige lyder utroligt, og hvis jeg ikke havde set det med egne øjne, ville jeg ikke vove at berette om det, selv om jeg havde haft det fra aldrig så troværdig en kilde. Det var nemlig ikke nok med, at sygdommen bredte sig fra mand til mand, men hvad mere var, også andre levende væsener end mennesker blev blot smittet, men endogså dræbt af den ved at berøre en døds efterladenskaber.”
Så dramatisk må det have føltes i denne tid, for havde man først vist symptomer på smitten var der stort set ingen vej udenom. Den rædselsslagne sygdom fra Øst medførte en kynisk og grusom død for dyrene såvel menneskerne uanset socialrang, alle kunne stå for skud. Bakterien levede i loppers maver specielt dem der sad på gnavere og i varmblodet dyrs blodomløb, hvorfor den sorte rotte var en stor smittekilde til at viderebringe pesten. Ydermere var middelalderens levevilkår både kummerlig og uhygiejnisk, hvilke rotter og lopper trivedes uhyggelig godt i. Det meste af tøjet dengang var lavet af uld og da uld er længe om at tørre, blev det ikke vasket særlig ofte, dette dannede stor grobund for bakterier, samtidig med at man dengang ikke forbandt dårlig hygiejne med smitsomme sygdomme. Hvad der til at starte med kunne sammenlignes med en slem omgang influenza med feber og kulderystelser, viste sig at blive langt mere alvorligt. Der fandtes to forskellige typer pest. Byldepest som var særlig aktiv om sommeren og grundet loppernes trivsel, medførte betændte og hævede lymfekirtler, især i lysken, armhulerne og på halsen. Bylderne kunne blive på størrelse med et due eller hønseæg og der forekom sortladne pletter og indre blødninger over hele kroppen, samt septisk chok, og organsvigt. Dødeligheden heraf var mellem 60-90 %. Byldepesten kunne også vise sig i form af blodpest, her blev mennesket smittet af gnavelopper direkte til blodomløbet. Skete dette døde den ramte indenfor få timer, inden de overhovedet nåede at udvikle bylder og
Figur 5: Patienter med byldepest.
dødeligheden var 100 %. Den anden type var lungepest som var særlig udbredt om vinteren. Her lå dødeligheden også på 100 % og den smittede døde indenfor 4-7 dage. Smitten var luftbåren, hvor lungerne blev inficeret og gik i koldbrænd. Menneskene med lungepest hostede bakterie fyldt blod op, og på den måde smittede den hurtigt fra menneske til menneske . Dette Er blot nogle ud af de mange frygtelige symptomer for den pestramte og processen fra smitten til døden må have været ubeskrivelig pinefuld!
Figur 6: En læge er ved at åbne en pestbyld på en kvindes hals.
Religion dominerer lægevidenskab
Citat: ”Heller ikke ydmyge bønner eller talrige processioner af andægtige var til nogen gavn”…”Hverken læger eller medicin syntes til nogen nytte over for soten”
For at være i stand til at forså, hvorfor religionen dengang dominerede lægevidenskaben, er det vigtig at belyse den katolske kristendom. Det var nemlig den største og mest dominerende religion i middelalderen, samtidig med at den katolske kirke var centrum for datidens autoriteter. I mere end 1000 år dominerede kirken og prægede tilmed alle dele af samfundet. Naturvidenskab og filosofi var underlagt teologien, hvilket gjorde at den katolske kirke var ubetinget herskende. For middelalder mennesket betød religionen alt og deres klare overbevisning var, at deres liv var i guds hænder. Ud fra biblen forsøgte de at forstå verden. Mennesket som individ var ikke så interessant det var nærmere troen på noget mægtige og større end dem selv … man kan med andre ord sige at middelaldermennesket søgte sandheden bag hele verden, hvilket sandsynligvis har været en for stor mundfuld, for pesten skånede ingen, selv ikke dem der var tættest på Kristus. Middelalderens lægevidenskab, havde sine rødder i den græske lægekunst, men blev som sagt i større grad præget af samfundets overbevisninger og stærke tro på Gud. Jeg mener derfor at religionen må have været en stor kilde til uvidenhed omkring den medicinske behandling af pest smitten. Måden hvorpå de i desperat forsøg prøvede at behandle de syge. Et eksempel hertil kunne være metoden som blev rost meget af lægerne, hvor en skrubtudse eller en ung, plukket, dog levende hane blev bundet til bylden. Man kan forestille sig, at det ikke var rent tilfældigt at det lige netop var disse to dyr. Selvom jeg ikke har, kunne finde noget konkret om det, mener jeg at dyrene må have repræsenteret nogle symboler med en særlig evne til f.eks. uddrivelse af det onde. En anden ting, som kan virke forbløffende på nutidens mennesker, er hvem der primært stod for at fjerne bylderne. Datidens kirurger var nemlig til at starte med læger og munke, men da mange læger ikke ville risikerer at komme for tæt på de smittede, og Paven forbød munke at udgyde blod blev stillingen videregivet til barberer også kaldet bartskærer. Udover at klippe hår og barberer skæg, opererede de også alt lige fra pestbylder til kraniebrud. Ved fjernelse af pestbylder havde de som regel en pestlæge med, iført en særlig karakteristisk dragt med tilhørende fuglelignende maske for at beskytte sig selv. I næbet af masken lå sødtduftende stoffer, som skulle gøre det udholdeligt at klare den ufattelige stank. Her pegede pestlægen med en stav på de områder bartskæreren skulle behandle kirurgisk.
Figur 7, 8 og 9: Pestlægen og fuglemasken.
Analyse af forholdet mellem pest, synd og straf
Citat: ”Jeg må fortælle…, at tretten hundrede og otteogfyrre efter Guds søns fødsel blev den gode stad Firenze, den skønneste by i hele Italien, ramt af den dødbringende sot som Guds retfærdige vrede havde sendt over os dødelige til vor forbedring på grund af himmellegemernes bevægelse og vore egne misgerninger.”
Det kan for nutidens menneske, måske være svært at forholde sig til middelaldermennesket tro på, at pesten var guds straf. Men hvis man sletter alt den viden man har som et moderne menneske i 2012, mener jeg ikke at vi ville være spor bedre stillet. I dag har vi forklaringer på det meste ved hjælp af avanceret forskning og topmoderne teknologisk udstyr, men det var lang fra, hvad man havde at gøre godt med dengang. I dag ved vi gennem omfattende biologisk viden, at pestens epidemi udbredelse skyldtes en bakterie ved navn >>Yersina pestis<< , men for middelaldermennesket var der et langt mere simpelt svar på pesten, nemlig Gud. Efter at have fordybet mig i forskelligt materiale lige fra en dokumentarfilm, historiebøger som er baseret på års forskning af pesten til kildesamlinger fra middelaldermenneskets egen oplevelse heraf, er der en ting der står mig klart. Samler man alt denne viden, kan man kun konkludere at alt kræsede omkring menneskets personlige forhold til gud, hvilket derfor er vigtigt at slå ned på. De var alle opdraget i troen på at velsignelser såvel som synd var noget, som lå i Guds hænder. Ser man på History Chanel´s dokumentarserie om pesten ”The Plague”, inddrager de Grabriele dé Mussis nedskrevne tanker omkring hans syn på menneskets hang til synd. Da jeg kun har, kunne finde kildesamlingen på engelsk heraf, har jeg valgt ikke at citerer Grabriele dé Mussis, for at undgå misforståelser ved oversættelse af sproget. Dog vil jeg alligevel inddrage skildringen, da det giver et billede af hvad middelalder mennesket dengang så som livets synder og fra en kilde jeg samtidig ser på, som troværdig. Denne mand mente at den menneskelige race var tilsølet af ondskab, en ondskab de selv havde skabt. De var med tiden blevet svage og hengav sig til lyst og last fremfor sund fornuft. Han beskriver hvordan mænd og kvinder var forfalden til bl.a. druk, hor og gambling, med andre ord… de udfordrede skæbnen. Med udgangspunkt i denne skildring kunne det tyde på, at nogle mennesker allerede før pestens ankomst, havde løsrevet sig lidt fra gud, eller i hvert fald havde ”glemt”, hvad Gud forventede af dem. Med det in mente var folket overbevist om, at pesten var Guds måde at straffe det syndige menneske, at Gud ville skille fårene fra bukkene. Vi må hellere ej glemme at jøderne må have haft det utroligt svært under pesten. De blev nemlig forfulgt og dræbt af de kristne, da de mente de også havde deres skyld i pestens udbrud. Ser man da på bogen POKKER, PEST OG PILLER af forfatteren Johnny Thiedecke, står der beskrevet hvordan en gruppe mennesker, flagellanter, slog sig sammen og tyede til drastiske handlinger for at blive deres synder kvit. Her gik de fra by til by mens de piskede sig selv til blod, med den hensigt at straffe deres syndige ”Kød” og på den måde opnå tilgivelse fra Gud. Det hele siger noget om hvor desperate menneskene har været for blot at finde ud af, at intet nyttede. Der fandtes ingen til at beskytte dem eller hjælpe dem mod pesten.
Troen på Gud og autoriteter
Troen på Gud og autoriteter svækkes
Citat: ”Til al denne elendighed kom også, at de menneskelige og guddommelige loves ærværdige myndighed var gået fuldstændig i forfald,… embedsmænd og udøvere som alle andre var døde, syge eller berøvede deres underordnede,… det stod enhver frit for at gøre og lade som han ville.”
Pesten fik konsekvenser for mange menneskers tro, da det gik op for dem, at selv ikke kirken kunne frelse dem. Begravelser ophørte på grund af den kolossale mængde døde og selv præster tog stor afstand fra de smittede, hvilket betød at menneskerne ikke engang kunne få et sidste skriftemål inden døden. Efter min mening må dette have været dybt traumatiserende for det enkelte individ. Det som de før troede så inderligt på kunne ikke rede dem, de var mildest talt blevet godt og grundig rystet i deres grundvold og hvad havde disse mennesker så tilbage at gribe fat i? Ifølge Boccaccios kilde beretning, opgav mange mennesker håbet om overhovedet at overleve og synd blev en del af deres hverdag. Analyserer man dette mener jeg, at det er en naturlig reaktion på overlevelse. De var omgivet af død og kaos, og det nemmeste må have været at give sig hen til eksistensens helt basale instinkter og lyster. Der skete tilmed et moralsk forfald som også er værd at kigge nærmere på, til det har jeg valgt igen at inddrage Boccaccios kildeberetning da den blot med dette citat siger rigtig meget omkring menneskets mentale forandring under pesten. ”… og det var ikke nok med, at nabo ikke bekymrede sig om nabo, og slægtninge kun sjældent og da på lang afstand talte med hinanden; men så stor var den forfærdelse, der ved denne hjemsøgelse havde fyldt menneskenes bryst, at broder lod broder i stikken, onklen sin nevø, søsteren sin bror, og hyppigt også kone sin mand, ja, hvad der var endnu værre, og næsten utroligt, selv fædre og mødre anså ikke deres børn for værdige til deres pleje, som om de intet havde at gøre med dem.” Pesten var altså så stor en frygt, at alle blev sig selv nærmest, hvis selv familier svigtede hinanden!
Vurdering af konsekvenserne for fremtiden.
Citat: ”Af disse tre, af ilden og røgen og svovlet, som udgik fra deres munde, blev tredjedelen af menneskene ihjelslagen”
Det menes at pesten tog op imod en tredjedel af Europas befolkning. Stiller man de negative og de positive følger op mod hinanden, er de negative konsekvenser enorme i form af smerte og død. De overlevende var nu fuldt ud bevist om livets sårbarhed, men på trods af pesten mistede de aldrig troen på Gud. Den katolske kirke kom tilmed under yderligere pres end hidtil, og pesten gjorde nu at mange tvivlede endnu mere på kirken. Den centrale kritik gik ud på hvorvidt kirken misbrugte sin stilling til at skaffe sig magt og rigdomme. Middelaldersamfundet ændrede sig imidlertid radikalt, hvor den før var et feudalsamfund uden mulighed for at bevæge sig op af rangstien, blev den nu et samfund med bevægelsesfrihed. Det store mennesketab betød at der kom en kraftig mangel på arbejdskraft. Fæsteafgifterne blev sat drastisk ned, hvilket betød at flere fattige havde råd til at investerer i jord og brugene blev så store at folk kunne leve af dem. Godsejere og storbønder manglede folk til at arbejde for dem og mange var nødsaget til selv at gå i marken og arbejde. Det gav et ordentligt skub i retning mod teknisk udvikling, hvor der bl.a. skete en forøgelse af vandmøller på landet og man kan jo diskuterer om den industri vi kender i dag, rent faktisk er udsprunget af et lille ”frø” der blev sået som følge af pesten. Den menneskelige mentalitet ændrede sig også og der blev i højere grad taget vare på sig selv. Mennesket blev individualiseret som reaktion på den krise, tvivl og skepsis de havde gennemgået. Man kan sige at pesten var starten… på slutningen af middelalderen, et skridt nærmere det moderne menneske. Nogle ville nok også mene at renæssancens tankegang, hvor der sker et slags opgør mod utestet, forudgivet viden udsprunget af religiøs tænkning og filosofi , rent faktisk er et resultat af alt den smerte pesten forårsagede.
Figur 19: Mennesker som disse, tilhørte den lavere sociale klasse, men
efter pesten fik de mulighed for at bevæge sig op af den sociale rangstie.
Konklusion
Pesten kom altså luskende til Europa i 1347, herfra gik det stærkt og som en massemorder af værste skuffe fjernede den en tredjedel af befolkningen. Symptomerne var grimme og lod de smittede lide en grufuld død med bylder over hele kroppen eller inficerede lunger der gik i koldbrænd. Det mest frygtelige er, at der intet var at stille op. Menneskerne måtte se til mens folk en efter en døde omkring dem, og tanken om at de måske var den næste i køen må have været uudholdeligt. Kirken synes at have svigtet et helt samfund, som igennem tusinder år havde sat deres liv i guds hænder, men hvad de ikke vidste, var at synd ikke spillede nogen som helst rolle i forhold til pestens udbrud. Disse stakkels mennesker har famlet i blinde og desperat forsøgt at gøre sine synder kvit ved at ty til forskellige nyttesløse handlinger, men lige meget hjalp det og mange valgte at dulme frygten i lyst og begær. Denne frygtelige periode satte dybe spor i menneskenes psyke og ændrede deres syn på livet fremover. Mennesket blev mere individualiseret som følge af pesten. De havde oplevet at ingen kunne beskytte dem, så fra at have været total afhængig af kirken, så de nu sig selv som egen lykkesmed. Den positive siden af hvad der må have føltes som helvede på jord, var dog at pesten tjente det formål, at den fattige proletar fik bedre vilkår fremover. Den feudale samfundsstruktur kunne nemlig ikke bestå efter det store befolkningstab, som hverken Gud eller kirken var skyld i… men hvor kun pesten kunne holdes ansvarlig.
Figur 21: Skildring af den omtalte “Dødedansen” som går igen på mange billeder og malerier. Efter pesten havde folket været i nærkontakt med døden, hvilket fik en stor betydning for kunsten, som blev betydeligt præget af skeletter, mørke og død.
Litteraturliste:
• Skovmand, Sven: DEN SORTE DØD OG DENS FØLGER. I: Politikens verdenshistorie. 1. udg. Politiken, 2003. Bind 1, side 79 og 159-161. (Afsnit i bog)
• Thiedecke, Johnny: POKKER, PEST OG PILLER. 1. 1. udg. PANTHEON, 1995. (Bog)
• Udleveret af VUCHA: Teksthæfte. Middelalderen Den sorte død.
Internetsider:
• youtube: History Chanel – part 1-18. Udgivet af History Chanel. Internetadresse: http://www.youtube.com/watch?v=9IjhQDnoCcY – Besøgt d. 23.02.2012 (Internet)
• http://www.stenomuseet.dk/skoletj/pdf/opgave80.pdf
• http://historienet.dk/esben-sylvest/mongolerne-angreb-med-pestbefaengte-lig – Sylvest, Esben – Historienet.dk
• http://historienet.dk/dagligliv/kultur/middelalderens-jobcenter
• http://www.orgelkunst.com/10/2011/12/hvad-er-arsagerne-til-septisk-chok-.html
• http://www.sundhedsguiden.dk/da/temaer/alle-temaer/almene-infektioner-og- parasitsygdomme/infektionssygdomme/pest-pestis/
• parasitsygdomme/infektionssygdomme/pest-pestis/
http://www.danskhistorie.dk/tidsperioder/middelalderen/
• http://www.medscape.com/viewarticle/441370_5
• http://www.kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=16
Billeder og illustrationer:
• Forside billed: Matthias Grunewald/Bridgeman Art Library/Getty Images
• Figur 1: bridgeman, Art, Culture & History Images, http://historienet.dk/esben-sylvest/mongolerne-angreb-med-pestbefaengte-lig
• Figur 2: http://hollablackdeath.wikispaces.com/The+Map
• Figur 3: http://www.rotter-mus-eksperten.dk/
• Figur 4: http://www.scribd.com/doc/70903272/The-Black-Death-World-History
• Figur 5: Toggenburgbiblen fra 1411, http://da.wikipedia.org/wiki/Pest
• Figur 6: Gyldendal:
http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/den_sorte_d%C3%B8d
Figur 7, 8, 9: http://fusion.astro-numerology.dk/print.php?type=A&item_id=29
• Figur 10, 11, 12, 13, 14, 15: http://www.scribd.com/doc/70903272/The-Black-Death-World-History
• Figur 16: http://www.dodedans.com/Dpest.htm
• Figur 17: http://litteraturensveje.systime.dk/index.php?id=84
• Figur 18, 19: http://www.scribd.com/doc/70903272/The-Black-Death-World-History
• Figur 20: http://homepage.ntlworld.com/adam.davison/churchillforge/story.html
• Figur 21: http://www.scribd.com/doc/70903272/The-Black-Death-World-History